Ørkenvandring med handicap for Legeheltene

Cirka 25 kilometer om dagen gennem seks dages strabadser i uvejsomt terræn med løse klippestykker, masser af sand og ikke mindst godt med højdemeter undervejs. Sådan lyder den foreløbige plan for Michael Jensen (til venstre) og hans søn Peter Skovbjerg Jensen. Foto: Claus Hansen

Fra træningsture på Idalundvej og nærmeste omegn til 140 kilometers strabadser i en varm Sinai-ørken

Offentliggjort Sidst opdateret

KRUNGERUP Det er ad mange omgange indenfor fire hjørner med ringreb imellem bevist, at 56-årige Michael Jensen er god til at have paraderne oppe. Såmænd også til at dele slag ud.

Men nu gælder det et meget stort slag. Den nu "kun" motionerende og ikke kampudøvende amatørbokser er på denne solbeskinnede forårsdag med under en måned igen til en udfordrende ørkenvandring også klar til at sænke paraderne omkring både sit handicap og missionen, der nærmest ikke kan lade sig gøre at fuldføre. Det sidste vender vi tilbage til.

Michael Jensen er næstformand i Dansk Bokse-Union og har gennem hele livet brugt sport til at tackle sin kroniske nervesygdom. Foto: Claus Hansen

Angrebet som femårig

Først skal det med, at paraderne hos Michael Jensen - med opvækst og mange timers udøvet sport i foreningslivet i Sakskøbing og omegn - nu aldrig rigtig har været oppe i forhold til det handicap, han har skullet lære at tackle fra barnsben. Det er han med andre ord helt åben omkring. Som femårig blev han kort og godt pludselig lam i hele kroppen på seks timer.

En virus havde angrebet ham. Det var ikke noget, han kunne stoppe, og det kan han stadig ikke. Det kan ikke helbredes, men det kan tackles.

Michael Jensen og hans 28-årige søn Peter Skovbjerg Jensen tager søndag 3. april afsted for at gå på Sinai Trail, der er Egyptens første langdistance-vandrerute på Sinai-halvøen.
Der er udsigt til et alsidigt terræn og landskab med op- og nedture fordelt ud på 4.674 højdemeter undervejs på den cirka 140 kilometer lange rute. Dette inkluderer vandrestavssving gennem lange wadier, over kløfter, forbi beduinlandsbyer og de historiske Nawami gravsteder, igennem ørken og op over den lille Jebel Makhroom-bjergtinde.
Der er cirka 35 turdeltagere, og holdet fra Trek for Charity samler ind til Legeheltene.
Turen starter ved Ras Shetan og ender ved Wadi Kiri på vestsiden af Sinai-halvøen.
Vil man læse mere om indsamlingen og Michael Jensens historie, er der mulighed for det på hjemmesiden, hvor indsamlingen foregår.
Den hedder Bit.ly/michaelsindsamling.

Michael Jensen har indrettet sit eget motionscenter i privatboligen på Idalundvej. Det bruger han flittigt. Foto: Kim Møller Pedersen

Helt lam i fødderne

Virusangrebet blev til kronisk nebrydning af nervehinder, og Michael Jensen endte med en diagnose for livet kaldet CDP. Det korte af det lange er, at Michael fik og stadig har et fysisk handicap, som gør, at han er delvist lam i flere dele af benene og helt lam i fødderne.

Hans afrunding på den sag er, at han som dreng var bidt af sport og egentlig aldrig tænkte over, om hans handicap mon kunne være en egentlig stopklods for at være aktiv på mange forskellige fronter og baner.

- Jeg plejer at sige, at jeg fører over min sygdom, og det har jeg sådan set gjort gennem hele livet. Da jeg var yngre, var jeg måske bare ikke klar over det. Hvis jeg så nogen spille fodbold, så løb jeg bare hen og spillede med uden at tænke mere over det. Jeg gjorde det bare, fordi jeg ikke kunne lade være, og på den måde kan jeg jo se i dag, at jeg gjorde noget godt og vigtigt for mig selv, fortæller Michael Jensen, der er vokset op på Sakskøbing-egnen og gennem mange år var et kendt ansigt på ikke mindst fodboldbaner og ved bordtennisborde.

De seneste mange år har det især været i boksesporten, at distributionsmedarbejderen hos Folketidende Gruppen har givet den gas i fritiden. Det er netop erfaringen fra mange års sport, der har lært Michael at tackle et fysisk handicap, så det fylder så lidt som muligt. Og det kan godt være, at Sinai-ørkenen er glohed. Men Michaels vilje til at støtte Legeheltene er endnu mere glødende. Det samme kan siges om hans søn Peter Skovbjerg Jensens følelser for den gode sag.

- Vi går turen i samarbejde med Børneulykkesfonden til fordel for deres initiativ Legeheltene, som besøger danske hospitaler for at lege med indlagte børn og motivere dem til fysisk aktivitet på en god måde. Det er en sag, min far går meget op i. Det er netop fysisk aktivitet gennem hele livet, som har gjort, at han i dag kan gå og endda deltage i en vandretur som denne på trods af sygdom.

Far og søn har trænet flittigt. Sammen skal de gå cirka 140 kilometer i Sinai-ørkenen. Legeheltene kommer til at nyde godt af den tur, som starter i Ras Shetan på den sydlige del af Sinai-halvøen og efter planen slutter i Wadi Kiri på vestsiden af Sinai-ørkenen.

Michael Jensen faldt også for boksetræningen, og oplevelserne som kampbokser, træner, kampleder og som næstformand i Dansk Bokse-Union samt international instruktør har været mange. Foto: Claus Hansen

25 kilometer om dagen

Begge er klar over, at Michaels viljestyrke vil blive udfordret med cirka 25 kilometers vandring om dagen i uvejsomt terræn med løse klippestykker, masser af sand og ikke mindst godt med højdemeter undervejs.

Det er en mission, som næsten er umulig for Michael Jensen at gennemføre. Lægen har været indover og udtalt et "Du må være vanvittig". Men i går var der allerede indsamlet 23.000 kroner på den hjemmeside, hvor vandringsmanden fra Idalundvej toner frem. Der er et soleklart formål med en "ørkenvandring", der ellers henviser til, at noget er uendeligt, tungt og kedsommeligt.

Udtrykket har sin oprindelse i den bibelske fortælling om israelitternes lange vandring ud af Egypten, som skildres i 3. og 4. Mosebog.

Det er nu ikke sikkert, at far og søn når at tænke over det, når vandrestøvlerne er på, og stavene hakker sig vej gennem Sinai Trail.

Men de når klippestensikkert at skabe opmærksomhed om den indsamling, der er i fuld gang.

De får også sendt et budskab om, at det at holde sig aktiv kan føre mange gode ting med sig i livet - på trods af modstand undervejs.

Om de når i mål, er ikke det vigtigste. Men de vil gøre et ihærdigt forsøg.

Og vil man støtte op, kan man klikke sig ind med betaling pr. kilometer, de tilbagelægger.

Deltagelse ved tre paralympiske lege med det danske para-landshold i fodbold samt en masse bokseoplevelser er noget af det, sporten har kastet af sig for Michael Jensens vedkommende. Foto: Claus Hansen
Peter Skovbjerg Jensen (til højre) læser kandidatuddannelse i international virksomhedskommunikation på SDU i Odense. Men snart skal han til Egypten med sin far på en ganske udfordrende tur. Foto: Claus Hansen