Nu har lystfiskere for alvor noget at se frem til i Gundslev Å på Nordfalster.
I september i år blev åen forsynet med nye banker, som havørreder kan gyde i.
Og for 14 dage siden opdagede folkene bag å-projektet, at ørrederne allerede var godt i gang.
- De har været inde i åen for at grave 23 steder i bankerne, som altså er gode nok til at gyde i. Det er da vildt, siger Rune Hylby, der er leder af projektet i åen.
Grusbanden
Annonce
Rune Hylby er også leder af Den sjællandske Grusbande, som har som opgave at genoprette åer og vandløb til lystfiskeri.
Det er banden, som sammen med Guldborgsund Lystfiskerforening og flere lokale beboere i Tårup i september i år udførte arbejdet i åen.
De frivillige lagde dengang 21 tons grus, som blev fordelt på 10 gydebanker, og 39 tons skjulesten på en 500 meter lang å-strækning ved Tårup.
Kontrolbesøg
Allerede dengang kunne de se, at vandløbet ændrede karakter.
Derfor var Rune Hylby da også spændt, da han sammen med Lyndsay Samantha Craft fra vandløbsafdelingen i Guldborgsund Kommune for nyligt var tilbage på stedet.
Og arbejdet havde i den grad haft en effekt, kunne de konstatere under deres besøg ved åen.
Det er da vildt.
Rune Hylby, projektleder
23 gravninger
- Ørrederne havde gravet det ene sted efter det andet for at gyde, altså lægge deres æg. Vi talte i alt 23 gydegravninger på ni af de 10 gydebanker, fortæller Rune Hylby.
Nu ligger ørredæggene i gruset, og med rindende vand i åen er der en god chance for, at æggene bliver til nye ørreder.
Annonce
Ørrederne fortsætter i øvrigt med at gyde hen over vinteren.
- Så deres gydesæson er slet ikke forbi endnu, siger Rune Hylby.
Regner med flere fisk
Tidligere har Gundslev Å, der løber ud i Sortsø Dyb, været et ret dårligt ynglested for havørreder.
Men efter genopretningen af åen regner Rune Hylby med, at han vil finde en stor tæthed af ørreder, når han kommer igen i september 2025.
Den sjællandske Grusbande
Den sjællandske Grusbande er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund.
Banden arbejder på at øge bestanden af fisk i lokale vandløb ved at lave gydebanker og lægge sten i disse vandløb, blandt andet på Nord- og Østfalster.
I projektet ved Gundslev Å har Guldborgsund Lystfiskerforening og lokale beboere fra Tårup også deltaget.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker