Østlollik ny forstander i London

Connie Yilmaz Jantzen, der stammer fra Fjelde-området, flytter snart til London for at tiltræde en stilling som forstander for Dansk KFUK i byen. Foto: Privatfoto

Skal være med til at holde hånden under danske unge i den engelske hovedstad.

Offentliggjort Sidst opdateret

FJELDE/LONDON Det er næppe mange lollikker, der kan skrive "forstander i London" på deres cv. Men det kan Connie Yilmaz Jantzen, der er født og opvokset på Fjelde-egnen på Østlolland, inden længe.

1. september tiltræder hun nemlig som ny forstander for den selvejende institution Dansk KFUK i den engelske hovedstad. Dansk KFUK i London - også kaldet "K"- er et hostel, som er underlagt Danske Sømands- og Udlandskirkers arbejde og holder til i en gammel herskabsvilla i bydelen Hampstead nær undergrundsstationen Finchley Road.

Huset bruges blandt andre af au pair-piger, studerende, unge, som har eller søger job i London, musikere og turister. Det fungerer både som hostel og rådgivningscenter for unge og drives i en kristen ånd, fremgår det af deres hjemmeside.

Det er altså det univers, som Connie Yilmatz Jantzen i disse dage er ved at pakke flyttekasserne for at tage over og blive en del af. En opgave, hun glæder sig meget til.

- KFUK i London er et hus med en vigtig opgave og nogle stærke værdier, som i meget høj grad matcher mine egne erfaringer og værdier. Opgaven er at være et trygt og velkommende hjem for danske unge, som er på ophold i London på grund af arbejde, studier eller andet. Jeg har arbejdet med unge i en stor del af mit liv, og det glæder jeg mig at gøre til igen.

- Jeg vil udvikle KFUK, så endnu flere unge får kendskab til huset og ser det som et oplagt sted at komme, når man er i London. Til det kan jeg bruge mange af mine arbejdslivserfaringer, blandt andet som socialrådgiver, leder, coach og underviser.

- Jeg har altid vidst, at hvis jeg fik muligheden for at arbejde i udlandet, ville jeg gribe den. Jeg har selv boet i USA som ung, og min mand har boet i London, så vi ser begge frem til at lære byen og landet endnu bedre at kende, fortæller hun.

Udover herskabsvillaen i Hampstead råder Dansk KFUK i London også over Dronning Ingrids Kollegieboliger, som er 10 lejligheder i området, som danske studerende på videregående uddannelser kan leje til en overkommelig pris.

Og selvom stillingen som forstander er ny, så er KFUK-arbejde ikke nyt for Connie Yilmaz Jantzen. Faktisk begyndte hun sin "karriere" indenfor KFUK allerede som 13-årig hjemme på Lolland.

- Det var i Slemminge-Fjelde sogn, hvor vi boede. Vi syntes, at der manglede et tilbud i kirken til børnene, og derfor startede min søster, et par veninder og jeg en KFUK-børneklub. På det tidspunkt havde vi været på mange KFUM- og KFUK-lejre og ville gerne give den samme mulighed til andre børn. Og så var det jo bare sjovt at starte noget fra bunden og vise, at vi godt kunne, selvom vi var unge, forklarer hun.

- KFUK repræsenterer mange af de værdier, jeg selv står for. Fællesskab, mening, globalt udsyn og et kristent menneskesyn, hvor alle er lige meget værd, tilføjer hun.

Glemmer ikke sine rødder

Og selvom arbejdspladsen altså fra og med 1. september ligger i London, så glemmer Connie Yilmaz Jantzen ikke sine lollandske rødder.

- I min familie er vi altid blevet opfordret til at tage en uddannelse og opleve verden, men også vide, hvor vi kommer fra. Min familie har rødder flere generationer tilbage på Lolland, så det er en vigtig del af min identitet.

- Vi har desuden lært at hjælpe til, fra vi var helt små, så det at bidrage til fællesskabet og tage ansvar er vigtigt for mig. I mine forskellige uddannelser og jobs har jeg derfor opsøgt det, som har med mennesker og fællesskab at gøre, forklarer hun.

Hvis nogle synes, at efternavnet Jantzen lyder bekendt, så er det ikke helt forkert. Hun er lillesøster til tidligere byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune og forstander for Sønderskovhjemmet, Flemming Jantzen.

Selv flyttede Connie Yilmaz Jantzen fra Sydhavsøerne som 18-årig i 1985 efter at være blevet student fra Katedralskolen i Nykøbing. Derefter var hun et år i USA som au pair, inden hun vendte hjem til Danmark og bosatte sig i københavnsområdet.

Hun har tidligere været national chef hos Folkekirkens Nødhjælp, afdelingsleder hos Dansk Ungdoms Fællesråd og senest ansat hos Filadelfia Uddannelse.

Formanden for "K's" bestyrelse, Karen Maibom, glæder sig til, at Connie Yilmaz Jantzen tiltræder sit nye job.

- I London glæder vi os til at byde Connie velkommen. I ansættelsesudvalg og bestyrelse er vi sikre på, at vi med Connie får en meget kvalificeret efterfølger til Palle Baggesgaard Pedersen og et menneske med mange af de egenskaber, som stillingen kræver. I dag betyder det ikke "bare at løfte arven", men også at holde hånden under de unge i forhold til covid-19 og Brexit. Vi ser frem til et frugtbart samarbejde, siger hun i en pressemeddelelse.

Connie Yilmaz Jantzen rejser i første omgang alene til London, men senere følger hendes mand og deres yngste søn efter.