OVER 2000 LOGRENDE HALER TIL UDSTILLING: VETERAN VANDT

Påskedagene bød på hunde i alle størrelser, som enten "var på" foran dommerne i Nykøbing F. Hallerne eller ind imellem tog sig en velfortjent slapper ved siden af de imponerende mange præmier. Foto: Kim Møller Pedersen

Nordisk Udstilling i Nykøbing F. Hallerne trak mere end et par tusind haler ind i de "ringe", hvor alle de flotte former, gode træk og ikke mindst velvalgte bevægelser gjorde udslaget i konkurrencen om at blive en af vinderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Sakse, føntørrere, godbidder og diplomer gik op i en højere enhed i tre af påskedagene i Nykøbing F. Hallerne. Her var 2065 tilmeldte hunde samlet til Nordisk Udstilling fordelt ud på 225 forskellige racer og med 13 dommere fra fem forskellige lande.

- Vi er også 15 frivillige på hver af de tre udstillingsdage, som får det hele til at løbe rundt. Inklusive nogle gengangere er vi vist omkring 35 frivillige i alt, lød det ved indgangen til de mange vovser fra Jeannie Kristensen, der er kasserer og medlem af udstillingsudvalget hos Dansk Kennel Klub Kreds 10.

12 afgørende ringe

Sidstnævnte stod for den rekordstore udstilling, hvor der for at få plads til de mange hunde og udstillere var oprettet 12 ringe både uden for og indendørs.

- Vi regner med, at der er cirka 1,6 person pr. hund, så vi har også taget mod mere end 3.000 mennesker i de tre dage, lød det fra Jeannie Kristensen på tredje- og sidstedagen af den enorme udstilling.

På det tidspunkt var adskillige Guldborgsund-vindere blevet kåret, og heriblandt mødte Folketidendes udsendte en ganske nykåret Amalie Frederiksen fra Fyn.

Veteranen Happy vandt

Min hund hedder Happy, og han har lige vundet i kategorien veteran.

Hundeejer Amalie Frederiksen

- Min hund hedder Happy, og han har lige vundet i kategorien veteran, lød det fra en stolt hundeejer Amalie, som gerne tog turen tilbage til den hvilende Happy for at vise en rigtig vinder-chihuahua frem.

Og mens snakken gik om de rigtige hundeformer, vigtige bevægelser foran dommerne og andre afgørende ting og sager i en hundering, sørgede Amalies mor, Charlotte Frederiksen, såmænd for at hjemtage endnu en fornem Guldborgsund-vindertitel til det fynske.

Det skete med i hvalpeklassen for korthåret chihuahua med lille "Smilla".

Race-standarder i fokus

Både hunde fra de små nuttede størrelser på 3 til 6 måneder og op til de erfarne veteraner på over otte år blev alle vurderet ud fra, om de kunne leve op til race-standarderne og dermed gør sig fortjent til at vinde rosetter og titler og til sidst deltage i slutkonkurrencerne.

På Dansk Kennel Klub Kreds 10’s hjemmeside kan man i øvrigt se en oversigt over fordelingen af racerne på de enkelte dage, og her kan man også finde masser af resultater på www.dkk-kreds10.dk.