P-pladser er første skridt til nyt sygehus

Leder af Park & Vej, Martin Steenstrup, og sygehusdirektør Ricco Dyhr ser på, imens en p-plads til patienter og det 1.300 mand store sygehuspersonale kommer to skridt nærmere. Foto: Anders Knudsen

En parkeringsplads med 210 pladser nær sygehuset er nu på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Hvad er egentlig det første skridt, når man står foran et enormt renoveringsarbejde til i alt 671 millioner kroner?

I Region Sjælland har man i årevis arbejdet på at skaffe pengene til det omfattende renoveringsarbejde, der finder sted i de kommende otte år på Nykøbing F. Sygehus. Godkendelserne er hentet ind i samarbejde med Guldborgsund Kommune, og processen er stort set fastlagt. Alligevel kan det virke som et meget stort bjerg, når man sådan står lige ved siden af det.

Og derfor var det første spadestik til en helt ny p-plads nær sygehuset et fint sted at starte.

- Det er en dejlig symbolsk handling, bemærkede regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

- For det er afgørende, når man står i en byggefase, at der er god mulighed for parkering.

Den nye p-plads skal ligge på den tidligere boldbane ved Ejegodskolen og får 210 båse. Selv om der med renoveringen vil forsvinde parkeringspladser på sygehusets grund, vil man stadig ende med et plus på 100 pladser.

Og parkeringspladsen er lige nu det mest synlige signal om, at der altså kommer et langt mere moderne akutsygehus til hele det sydlige Sjælland. Ifølge Sundhedsstyrelsens beregninger er befolkningstætheden omkring sygehuset ikke stort nok til egentlig at have et akutsygehus.

- Så det er klart en flot politisk prioritering at renovere det for et så stort beløb, siger Heino Knudsen.

Borgmesteren modtager jævnligt mails fra patienter og personale, der efterlyser mere parkering nær sygehuset. Foto: Anders Knudsen

Jord til ny kæmpeskov

I og med at pladsen ligger to og ikke blot et enkelt stenkast fra sygehuset, er det særligt velegnet til personale eller patienter, der ved, at de skal være på sygehuset i nogle timer, siger Martin Steenstrup, der er leder af Park & Vej.

Men der findes ikke et ledigt areal tættere på sygehuset. Af hensyn til de beboere, der bor med udsigt til p-pladsen, vil man sørge for godt med grønne planter, der samtidig rummer regnvandsbed og belægning, der tillader vand at sive igennem.

Det overskydende jord køres til Bøtø, hvor det skal være belægningen til en ny skov bestående af store egetræer.

- Jeg ved ikke, hvem der næsten skal takke hvem her. Vi er i hvert fald alle glade, både kommune og region, afslutter John Brædder.

P-pladserne står efter planen klar 13. august.

Borgmester John Brædder og regionsrådsformand Heino Knudsen tog det første spadestik med afsprittet værktøj. Foto: Anders Knudsen
Borgmester John Brædder og regionsrådsformand Heino Knudsen tog det første spadestik med afsprittet værktøj. Foto: Anders Knudsen