PÅ VEJ MOD ET PERMANENT VETERANTIVOLI

Rex Landsberg viser her den formentlig østrigske musikekspres frem. Forlystelsen er i øvrigt fra 1939. Foto: Kim Møller Pedersen

Lommelev er godt på vej til at have et permanent veterantivoli, som måske allerede til næste år kan være en realitet, om alt går vel.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOMMELEV: En musikekspres fra 1939. Formentlig fra Østrig. En svinger fra 1937. Helt sikkert fra Jylland. Samt en luftgynge, radiobiler og flere andre dele af et voksende veterantivoli i Lommelev tiltrak sig en del opmærksomhed i weekenden. Her var Lommelev Stumpe & Kræmmermarked igen oppe og køre - og denne gang på den helt store karruselklinge.

Vi satser på at kunne starte et permanent veterantivoli måske allerede til næste år.

Rex Landsberg

- Planen er at få endnu flere dele til det veterantivoli, vi er i gang med at samle sammen. Vi satser på at kunne starte et permanent veterantivoli måske allerede til næste år, fortæller 23-årige Rex Landsberg.

Han har siden 2011 stået i spidsen for stumpemarkedet i Lommelev og lagde altså allerede fra land i den branche som 12-årig. Siden har flere og flere markeder trukket et større og større publikum til Lommelev, hvor der i dag drømmes hos Rex Landsberg om en lille græsmark på den anden side af vejen i forhold til stumpemarkedet. Det skal være til at udvide det marked, som altså også nu nærmer sig et - muligvis - permanent veterantivoli fuld af forlystelser med i omegnen af 90 år historie bag sig.

Noget kunne tyde på, at publikum i forvejen er ganske gode til at finde vej til Lommelevs voksende "turistattraktion". Således mente Rex Landsberg sidst på søndag eftermiddag, at weekenden havde budt på flere tusinde gæster.