Parfumeri ramt af tyveri: - Det værste er ligegyldigheden
Gågader i mindre ø-kommuner, såsom her i Nykøbing, er ikke blandt de hårdest ramte, når det kommer til butikstyveri. Men for Alice F. Sørensen, der ejer Parfumeri Ham og Hende, er det også mere tyvenes attitude end frekvensen af tyverier, som har ændret sig. Foto: Anne Katrine Petersen
Anne Katrine Petersen
Alice F. Sørensen oplevede sit mest frække butikstyveri til dato tilbage i januar. Nu er politiet klar med en sigtelse og det hjælper på indehaverens retfærdighedssans. Ikke mindst i en tid, hvor andre politikredse arbejder med bagatelgrænser.
Januar 2025. Telefonen ringer i Alice F. Sørensens lomme. Det er den kollega, som har passet Parfumeri Ham & Hende, imens hun selv har været på ferie.
- Vil du tjekke videoovervågningen? Vi har haft besøg af en tyv, lyder det.
Ganske rigtigt. I butikken ved Lille Torv, som Alice F. Sørensen ejer, er tre personer gået ind på samme tid - den ene med en tom taske.
- Det er ikke engang noget, man prøver at skjule. Der bliver bare fyldt i tasken - og grinet, som var det hele en leg, fortæller hun.
Så stor ligegyldighed
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af butikstyverier på landsplan stigende. Siden 2021 er antallet steget med 77 procent. Dog foregår 70 procent af dem i dagligvarebutikker. Ifølge SMV Danmark er ø-kommuner, som for eksempel Guldborgsund, klart mindre udsatte end kommuner omkring de større byer.
For Alice F. Sørensen er det heller ikke antallet af tyverier, der fylder mest. Det er mere karakteren af dem.
- Jeg har nok aldrig tidligere oplevet et tyveri, hvor man udstråler så stor ligegyldighed. Altså, at man ikke engang gør mere for at skjule det. Jeg driver en mindre butik, og der er kun mig til at betale. Det er simpelthen strengt og uartigt.
Jeg har nok aldrig tidligere oplevet et tyveri, hvor man udstråler så stor ligegyldighed. Altså, at man ikke engang gør mere for at skjule det.
Alice F. Sørensen, indehaver af Parfumeri Ham og Hende
En butik bygget på tillid
Indehaveren fortæller, at hun vil have en butik, hvor det er hyggeligt at komme – frem for et Fort Knox, hvor alt af værdi er låst væk.
- Jeg kender 95 procent af mine kunder, og de skal kunne komme og gå og have varerne i hænderne. Det skal være hyggeligt her, understreger hun.
For år tilbage besluttede hun at installere overvågningskameraer, hvilket hun også gør opmærksom på ved indgangen. Efter tyveriet i januar har hun desuden sat små skilte op med smileys, der opfordrer til at smile til kameraet.
- Det griner de fleste heldigvis af og spørger, i hvilken retning de skal smile.
Overvågningen gør en forskel
Kvaliteten af optagelserne fra tyveriet i januar er heldigvis høj. Som Alice selv formulerer det: så høj, at man kan se øjenfarven på tyven. Derfor er der nu endnu mere opmærksomhed på kameraerne.
- Hver dag, inden vi åbner, tjekker vi, at de kører, som de skal.
Det er nemlig optagelserne, der har fået stor betydning i sagen, hvor én person indtil videre er sigtet.
- Er der en straf at få, skal man naturligvis have den. Der skal være en konsekvens, og det gør mig fortrøstningsfuld at vide, at den er der. Det hjælper i forhold til den krænkelse, det også er, når andre bare tager fra det, jeg har brugt 26 år på at bygge op, siger Alice F. Sørensen.
Lige før påske var butiksindehavere i byen inviteret til et møde om lokale butikstyveriet på Politigården i Nykøbing. Folketidende ville gerne have haft politiet til at uddybe, hvordan det generelt ser ud med den slags kriminalitet helt lokalt. Det har desværre ikke været muligt at få kontakt til den relevante betjent, før artiklens udgivelse.
Seneste artikler
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Kronprinsen til stor brofest