46-årige Annet Pedersen fra Gedser gennemgik fornylig en knæ-operation på Nykøbing F. Sygehus. Efter operationen blev hun kørt til en sygestue, hvor der lå tre mænd, som hun skulle dele stue med de kommende dage. Opholdet på en stue med tre snorkende mænd, der tissede i kolber, tog hårdt på Annet Pedersens psyke.
- Det havde ikke noget med de indlagte personer på stuen at gøre personligt. Både de og personalet var rigtig søde under hele forløbet, men jeg følte bare, at min blufærdighed blev krænket, siger Annet Pedersen.
Hun mener ikke at have fået at vide, hvorfor hun skulle ligge på stue med mænd, og hun var for autoritetstro til at spørge hvorfor. Nogle dage efter hun var kommet hjem fra sygehuset, brød hun sammen.
- Jeg fik det rigtig skidt og gik psykisk ned. Jeg tror også, det skete, fordi jeg bed en masse i mig, mens jeg var indlagt, fortæller Annet Pedersen.
Hun vil gerne vide, hvorfor hun skulle ligge på en blandet stue under sit ophold på sygehuset.
Ledende overlæge Birger Taylor fra Nykøbing F. Sygehus forklarer, at det er en ordning, der kører for patienter, som skal have nyt knæ eller hofte. Patienterne bliver til forundersøgelsen spurgt, om de vil ligge på en blandet stue og har mulighed for at sige nej til det. Men den information, mener Annet Pedersen bare ikke, at hun har fået.
- Det er brandærgerligt, at nogen synes, at vi har fejlet. Måske skal vi tage op til overvejelse, hvordan vi skal informere patienterne til forundersøgelsen, for vi vil gerne tage ved lære af det her, siger Birger Taylor.
Brian Møller Nielsen
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned