Patienter kan vente på test hjemme fra sofaen
Overlæge Christian Christensen leder daghospitalet, som nu er flyttet i nye lokaler. Rummene er derfor stadig noget tomme, men planen er, at patienter kan sidde til observation her eller tilbringe et par timer, imens de får foretaget test. Foto: Maria Glasius Lange
Maria Glasius Lange
Et daghospital giver patienter mulighed for at undgå lange indlæggelser.
NYKØBING Der står stadig flyttekasser på gulvet på det hjørne af Nykøbing F. Sygehus, hvor et nyt daghospital fremover skal høre til.
Tidligere lå det under de gamle sygeplejeboliger, men der var lidt trangt, forklarer overlæge Christian Søren Christensen, der er leder af afdelingen.
Nu handler det om at udvikle afdelingen og gøre den en smule mere moderne, som han siger. For selv om det allerede findes, er der et stort vækstpotentiale.
Én af de vigtigste opgaver er at sørge for, at patienter ikke risikerer at strande på den ofte travle akutafdeling og vente syv timer, fordi deres lidelse måske ikke var så akut alligevel.
Eller fordi at man simpelthen ikke kan sige, hvad de fejler, før der bliver lavet nogle test.
På den måde får personalet mere tid til de patienter, der virkelig trænger. Daghospitalet har derfor et vigtigt samarbejde med netop akutafdelingen og de praktiserende læger.
For når patienterne er blevet undersøgt, får de en tid til test på daghospitalet. Dermed slipper de for at skulle tilbringe natten på sygehuset.
Andre patienter er måske blevet udskrevet, men har brug for opfølgende test. Det kan de få på daghospitalet, uden at de behøver at være indlagt på sygehuset imens.
På den måde kan en decideret indlæggelse kortes ned til få dage i stedet for flere uger.
Daghospitalet egner sig også godt til patienter, der har haft feber i et stykke tid eller ikke har det så godt, uden at man helt har en diagnose på dem. Det kan også være mennesker med en blodsygdom. Typisk er det dem, der ikke er meget syge, som kommer på afdelingen, forklarer Christian Christensen.
- Hvis en patient har en dyb årebetændelse i benene, kan der være risiko for en blodprop. Men der er ikke som sådan noget akut over det, og i dag er det sådan, at den praktiserende læge kan give en pille, som stabiliserer. Det giver lægen besked om til os, hvor patienten så kan komme dagen efter og få de nødvendige prøver. Men tidligere sendte man sådan en patient på akutafdelingen, hvor vedkommende risikerede at vente i mange timer, fordi der var andre patienter, som var mere akutte.
Han tilføjer, at de praktiserende læger er glade for samarbejdet, og at det fungerer ganske godt.
- Fordelen ved daghospitalet er, at folk kan vente på en undersøgelse i deres eget hjem frem for på hospitalet. Det giver dem mere velvære at opholde sig hjemme, og de undgår unødvendige komplikationer, der kan opstå på sygehuset. På nogle af de andre afdelinger kan der være tidspunkter med fire eller fem patienter på gangen. Men når de kommer her, er der tid til dem, siger han og tilføjer, at daghospitalet ikke oplever den samme travlhed som de øvrige.
- Der er jo ikke flere patienter af den grund. Vi fordeler dem bare alt efter behovet. Hvis det står rigtig højt til, skal de måske vente to dage på en undersøgelse frem for én, efter at være blevet udskrevet. Men bor de langt fra sygehuset, har de som regel ikke noget imod en hviledag derhjemme.
Han tilføjer, at man på daghospitalet også vil arbejde endnu mere med videokonsultationer fra patientens eget hjem. Det begyndte ligeså småt inden coronanedlukningen og blev herefter næsten en nødvendighed.
- Heldigvis virker mange patienter til at blive mere trygge ved det, siger han og tilføjer, at de i så fald vil få besøg af en hjemmesygeplejerske, der hjælper med det tekniske.
På daghospitalet har Christian Christensen ansat tre faste læger og fem-seks sygeplejersker. Dertil kommer uddannelseslæger.
Seneste artikler
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Der var sommerfugle i maven før historisk broløb
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted