Penge muligt motiv i drabssag

Det kan være penge, der er hovedmotivet i den komplekse sag om drab og drabsforsøg, som politiet lige nu efterforsker mod en 53-årig kvinde.

Kvinden KD er sigtet for drabet på Ditlev Feldinger i Gedser i 2007 samt to drabsforsøg på sin tidligere samlever Bent Laursen i Næstved i december sidste år.

Hun skyldte således begge mænd en betragtelig sum penge. Det skriver Ekstra Bladet. Der skulle være tale om en gæld på 25.000 kroner til Ditlev Feldinger og 120.000 kroner til Bent Laursen.

Over for avisen bekræfter vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, at penge spiller en rolle i efterforskningen.

Tabte store summer på spil
Også KD's datter forklarer, at moderen havde et stort forbrug af penge på spil.

- Engang tabte hun mellem 15.000 og 20.000 kroner i spil på en enkelt tur til Polen, forklarer datteren.

Der har af flere omgange været gættet på et økonomisk motiv i sagen mod den 53-årige kvinde. Af samme årsag blev et fundet Mastercard tilhørende Ditlev Feldinger udpeget som et måske centralt spor i efterforskningen.

Kreditkortet blev fundet ved Lindholmcentret i Nykøbing F. omkring den 3. oktober. Det er samtidig med at Ditlev Feldinger blev fundet død i Gedser. Kortet blev fundet af en kvinde, der kun er kendt som Ingelise eller Ingerlise. Hende har politiet forsøgt at finde, så man kan få konkrete oplysninger om, hvor og hvornår kortet er fundet.

Politiet har ikke villet oplyse om der er trukket penge på kortet efter Ditlev Feldingers død.

Politiet har ikke sigtet kvinden for økonomiske forhold, men de kan indgå i de eksisterende sigtelser om drab og drabsforsøg.




Den 53-årige kvinde, der sidder sigtet for giftdrab i Gedser, havde stort pengeforbrug på spil

Offentliggjort Sidst opdateret