Penge til mere rengøring og arrangementer

En stor klat af de ekstra penge fra kommunen til Marielyst går til tre timers ekstra rengøring og vedligeholdelse om dagen fra 1. april til 31. oktober. Foto: Pressefoto

Ikke flere toiletter, men udvidet åbningstid og flere helårsåbne toiletter i Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Der kommer tre timers ekstra rengøring og vedligehold om dagen i hele Marielyst. Nogle af de 600.000 kroner, byrådet tidligere på året afsatte til Marielyst, går nemlig til at udvide byviceværternes arbejdstid fra 1. april til 31. oktober.

- Vi har en virkelig populær turistdestination, hvor de besøgende kommer i flere og flere uger om året. Derfor skal serviceniveauet også følge med, så de besøgende altid kommer til en ren og pæn by, siger formanden for teknik, miljø og ejendomsudvalget, Peter Bring-Larsen (G).

Han og resten af byrådet er også glade for, at 15 af områdets toiletter nu holdes åbent i seks uger mere om året. Og ikke mindst at fem toiletter opgraderes til at blive helårsåbne.

I forvejen er der kun to toiletter - et ved Marielyst Torv og et i Bøtøskoven, der har åbent hele året. Det har krævet en stor del af midlerne at opgradere toiletfaciliteterne.

For at toiletterne kan holdes åbent hele året, kræves det, at de frostsikres.

- Vi vil gerne have, folk bruger området hele året, derfor skal vores faciliteter også være til rådighed hele året, siger Peter Bring-Larsen.

Savner flere toiletter

Hvad der ikke kommer i første omgang er flere toiletter til området.

Hos Marielyst Turistinformation var det ellers et af de helt store ønsker hos Majbritt Hammer, der er leder af turistinformationen.

- Vi savner virkelig flere toiletter. Både ved området ved streetfood ved Velkomstcentret og ved torvet, fortæller hun.

Hun kan ofte fra butikken se folk, der står og tisser i hækken. Derudover hører hun for tiden klager fra folk i husene i nærheden af Velkomstcentret.

- Gæsterne til storskærmsarrangementerne forretter deres nødtørft i hække og haver, fortæller hun.

Peter Bring-Larsen vil ikke afvise, at der skal flere toiletter op i området. Han synes også selv, der er for få toiletter i området ved torvet. Men han vil vente til efter EM i fodbold, før han vil udtale sig om området ved Velkomstcentret.

- Det er absolut ikke i orden, at folk tisser alle steder, og slet ikke, hvis man begynder på større efterladenskaber.

- Men jeg tror på, at det er overstået, når fodboldfeberen lægger sig, siger Peter Bring-Larsen.

50.000 af de 600.000 kroner går til at lave aktiviteter udenfor højsæsonen. Det er Sydfalster Turist- og Erhvervsforening, der står for den del.

Her er formand Janne Edvardsen glad for midlerne, som hun tror på kan sætte skub i den udvikling, der allerede er i gang i Marielyst.

Læs også artiklen: "Fulde folk og mangel på toiletter"

Toiletterne, der opgraderes til helårsåbent, er: Gedesby ved Skovgrillen, Mosbregnevej ved Diget samt Bøtøvej ved Bøtøskoven.
I foråret 2022 vil der blive gennemført opgradering til helårsåbent her: Bøtø Møllevej ved Kjørups Kro og på Elkenøre Øvej.