Pistols ægthed bliver afgørende
Teleoplysninger må nu igen bruges i retssager, og de indgår derfor i sagen om fangeflugten. Tirsdag var politiet på rekognoscering i Nykøbing for at se, om telemasterne står de steder, hvor teleselskaberne har oplyst, at de skal stå - blandt andet masten her på Nordensvej. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Straffene i fangeflugtsagen fra sygehuset afgøres i høj grad af rettens vurdering af et enkelt forhold. Dommen ventes at falde i dag.
NYKØBING I eftermiddag ventes Retten i Nykøbing at afsige dom i sagen om fangeflugten fra sygehuset 26. september sidste år. Flere af de seks tiltalte har siddet varetægtsfængslet næsten lige siden, og står det til anklager Skipper Falsled, skal de sidde endnu længere.
Omvendt mener deres forsvarere, at deres klienter skal idømmes kortere domme, der vil betyde, at de reelt har afsonet for meget - en ting, der formentlig vil kunne føre til krav om erstatning.
Våben giver mindst to år
Fem af de seks tiltalte har bevisligt været i Nykøbing i forbindelse med flugten, hvilket de da også erkender i varierende grad. Meget tyder derfor på, at de vil få en eller anden straf.
Men på ét punkt er deres forsvarere helt enige om at være uenige med anklageren, nemlig i spørgsmålet om ægtheden af den pistol, tre fængselsfunktionærer blev truet med på sygehusets parkeringsplads.
Mens anklageren mener, at pistolen var ægte, savner forsvarerne beviser for dette. Og spørgsmålet er afgørende for straffens størrelse. Folketinget har nemlig besluttet, at ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder skal straffes med mindst to års fængsel.
Det står i straffelovens paragraf 192 a, som er den klart mest alvorlige paragraf i anklageskriftet mod de seks tiltalte. Selve det at befri en fange koster til gengæld typisk kun nogle få måneders fængsel, og derfor har spørgsmålet om pistolens ægthed spillet en nøglerolle i retssagen.
Selve pistolen smed en af de tiltalte fra sig under flugten fra sygehuset, og den er ikke blevet fundet. Efter længere tids varetægtsfængsling blev to af de tiltalte ellers pludselig samarbejdsvillige og var på en køretur med politiet for at udpege, hvor omtrent den var blevet smidt.
Med truslen om en dom for at overtræde 192 a har de jo en klar interesse i at bevise, der er tale om en attrap. Søgning i området gav dog intet resultat, heller ikke selv om politiet brugte hunde.
Kan ikke se forskel
Derfor har retten alene en række vidneudsagn at støtte sig til, herunder ikke mindst de tre fængselsfunktionærers vurderinger.
- Jeg var slet ikke i tvivl om, at den var ægte, forklarede en af de tre under et retsmøde for et par måneder siden.
Men gået på klingen måtte fængselsfunktionærerne også erkende, at de ikke kunne sige det med sikkerhed. Og da proceduren blev indledt i går, lagde et par af forsvarerne vægt på at dokumentere, hvor vellignende attrapper er.
Det gjorde de blandt andet med fotografier af ægte pistoler og attrapper side om side og med henvisning til avisartikler, hvor flere politifolk citeres for, at man ikke kan se forskel. Derudover påpegede de, at fængselsfunktionærerne kun havde set pistolen i få sekunder og på flere meters afstand.
Anklager Skipper Falsled fremførte på sin side en hel stribe argumenter for, hvorfor pistolen må have været ægte.
Et argument lød, at fangen tidligere er dømt for våbenbesiddelse, et andet, at en af de tiltalte - efter anklagemyndighedens vurdering - har været i besiddelse af to haglgeværer. Et tredje, at de to tiltalte, som truede fængselsfunktionærerne, har tilknytning til banden Gremium. Et fjerde, at de smed pistolen fra sig. Et femte, at en af de tiltalte flygtede.
- Hvorfor skulle han rive sit liv op med rode og væk i et halvt år, hvis det var en aktion uden skydevåben med en forholdsvis mild straf til følge? Det giver ikke ret meget mening, sagde Skipper Falsled og fremførte flere argumenter i samme dur.
Tro er ikke nok
Men det var altsammen gisninger og ikke reelle beviser på, at pistolen var ægte, påpegede forsvarerne.
- Er det hævet over enhver tvivl, at den var ægte? Det er ikke nok at tro eller føle, den virker som sådan. Der skal nogle beviser på bordet, sagde forsvarer Nicolai Berg.
Han antydede også, at politiet måske ikke kunne finde pistolen, netop fordi den var en attrap.
- Jeg ved ikke, om hunde kan finde en attrap. De er trænet til at finde narko og eksplosiver. Ville de kunne finde en pistol, der ikke bruger krudt? Det ved vi ikke, sagde han.
Hvad dommer Charlotte Saltoft Thorlaksen og de domsmænd mener om våbnets ægthed vil formentlig blive afgjort i eftermiddag.