Politi: Intet tyder på forbrydelse

Politiet var talstærkt tilstede hele søndagen ved Saxenhøj. Foto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter søndages fund af en afdød mand ved Saxenhøj, melder politiet mandag ud, at der sandsynligvis ikke er tale om en forbrydelse i forbindelse med dødsfaldet.

Politiet var hele søndagen tilstede ved Saxenhøj med et meget stort mandskab

- Ud fra de oplysninger der er tilvejebragt i forbindelse med efterforskningen, er der imidlertid pt. ikke noget i politiets efterforskning, der tyder på, at der skulle ligge en forbrydelse bag. Men inden den endelige konklusion afventer politiet resultatet af de retsmedicinske undersøgelser. Det vil formentlig blive senere i dag (mandag – red) eller i morgen. Indtil da har politiet ikke yderligere oplysninger, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Manden er identificeret og ifølge politiet ikke en ansat ved Saxenhøj. Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om afdøde, men oplyser, at de pårørende er underrettet.

På stedet kunne Folketidendes mand søndag se flere end 20 politibiler, ambulancer og andre beredskabskøretøjer - flere af dem fra politiets tekniske afdeling.

Og kommunaldirektør Søren Bonde var den første til at fortælle offentligheden om, hvad der var sket.

- Vi konstaterer, der er sket en tragisk hændelse, og vi har en beredskabsplan, der tager hånd om beboere og medarbejdere, så der er mulighed for at tale med nogen. Der tages hånd om dem, der er berørt af det, og hvis der er folk, der er meget kede af det eller bliver vrede, sagde han.

Betjente havde sammen med Beredskabsstyrelsen - der var til stede med tre køretøjer - afspærret et område omkring "de skæve boliger" i Marianelund på Kalkbrænderivej, og vidner fortæller, at lægehelikopteren før middag landede i nærheden og siden fløj væk igen. Også brandvæsnets indsatsleder blev set på stedet.