Politi: Mand døde en naturlig død

Politiets teknikere spærrede et større område omkring Vester Voldgade og Gedser Kirke af i forsøget på at afklare, hvad den 58-årige mand døde af. Foto: Anders Knudsen

Politiet har fået svar på obduktion.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER Den 58-årige mand, der døde i Gedser i søndags, var ikke udsat for en forbrydelse.

Det fastslår en obduktionsrapport, som Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fået lavet.

- Der er tale om et naturligt dødsfald, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Han vil hverken komme nærmere ind på, hvorfor dødsfaldet tiltrak politiets opmærksomhed, eller hvad den 58-årige døde af.

En hel dags undersøgelser

Dødsfaldet var årsagen til, at politiets teknikere søndagenigennem i sidste weekend var til stede i Vester Voldgade i Gedser.

Et større område rundt om gaden og Gedser Kirke var spærret af i cirka 10 timer, mens politiet undersøgte omstændighederne ved dødsfaldet.

Det tiltrak sig en del opmærksomhed i Gedser, hvor rygter om en forbrydelse hurtigt begyndte at florere.

Rygtedannelserne er ugen igennem fortsat på de sociale medier, men Søren Ravn-Nielsen kan altså nu afblæse dem alle.

Man kan med fordel slå koldt vand i blodet en anden gang, man ser politiet på den slags arbejde i byen.

- Det er normal procedure, at politiet undersøger et dødsfald og klarlægger omstændighederne, når man er i tvivl om dødsårsagen, slår han fast.