Politi mangler Ronnys sidste time

Politiet i Nykøbing arbejder fortsat systematisk på at sammenstykke et billede af alt, hvad der foregik i det centrale Sakskøbing og på strækningen ned til Fjordstien sent om aftenen lørdag 25. august.
Formålet er at finde ud af, hvad der gik forud for den 49-årige Ronny Thanings mystiske død, idet han blev fundet druknet og bundet på hænder og fødder ved en bådebro ved Fjordstien klokken 7 søndag morgen.

Omstændighederne gør, at sagen efterforskes som et drab med anvendelse af betydelige ressourcer.
- Vi har fået rigtig mange henvendelser, siger vicekriminalinspektør Søren Ravn-Nielsen, der leder efterforskningen.
- Efterforskningen går fremad stille og roligt, men vi er stadig interesseret i alle oplysninger, der kan være med til at belyse, hvad der foregik på strækningen fra Rådhustorvet til Fjordstien i perioden fra klokken 23 til et stykke over midnat.
- Det gælder oplysninger fra folk, der har set noget usædvanligt, men lige så meget fra folk, der ingenting har bemærket, for det kan altsammen være med til at tegne det samlede billede.
- Og det var en lørdag, så der har været en del aktivitet i området.

Nogen kan have været ude for at more sig. Andre kan have været på vej hjem, og atter andre har måske været ude at spadsere. Vi vil gerne høre fra alle, siger Søren Ravn-Nielsen.
- Hovedinteressen samler sig om et forholdsvis begrænset tidsrum, fordi den omkomne blev set i Søndergade klokken 23.10, mens han døde formentligt før klokken 1 om natten.


Ronny Thaning boede på Nørrevang ved Saxenhøj, hvor han blev set klokken 18 og igen klokken 20 lørdag 25. august.
Klokken 21.10 forsøger han uden held at købe en øl i Nystedvejens kiosk. Han sætter sig i nærheden for at ryge en cigaret indtil klokken 21.25.
Klokken 23.10 bliver han set siddende på en bænk foran Sakskøbing Apotek i Søndergade. Der er ingen oplysninger om, hvad han har lavet i mellemtiden, men selv med Ronny Thanings langsomme tempo kan det næppe tage mere end en halv time at gå fra kiosken til apoteket.
Klokken 7 søndag morgen bliver han fundet druknet ved en bådebro ved Fjordstien.

Han er formentligt gået fra bænken ved apoteket, forbi Torvet og ad Vestergade og Lillemark til Fjordstien.
Ifølge politiets vurdering er der gået mindst en time eller måske halvanden, fra han sidder på bænken, til han ender i vandet. Det kan ikke udelukkes, at han er gået en anden vej, eller at han har været hjemme på Nørrevang undervejs.

Politiet vil fortsat gerne tale med to drenge, der blev set på et stillads ved roklubbens klubhus omkring klokken 20, mens to piger kiggede på. Og også gerne med to knallertkørere, der er blevet set i området omkring klokken 21.30.




Politiet vil stadig gerne høre fra alle, der har set noget usædvanligt Sakskøbing sent om aftenen lørdag 25. august. Og også gerne fra folk, der ikke har set noget.

Offentliggjort Sidst opdateret