Politiet afviser kritik af kontrollen

Det er en misforståelse, når to Celf-elever og deres fædre tror, at politiet har givet drengene bøder for at have lavet konstruktive ændringer på deres knallerter. Det forklarer lederen af den store knallertkontrol på Celf sidste mandag, vicepolitikommissær Jens Frederiksen.

- Det, de har fået bøder for er alene, at knallerten kan køre mere end de tilladte 30 kilometer i timen. I denne omgang er vi ligeglade med, om der er lavet konstruktive ændringer eller ej.

- Det, vi har undersøgt er, om knallerten på et rullefelt kan køre mere end 40. Det vil sige, at vi giver 10 kilometer i timen i rabat, som ejerne ikke betaler noget for. Men hvis knallerterne kan køre hurtigere end 40, falder hammeren, og de får en bøde for det.

- Det er ikke en bøde for konstruktive ændringer, for det har vi ikke undersøgt dem for. Vi siger bare, at knallerten har en konstruktion, som gør, at den kan køre langt hurtigere end tilladt. Og der er altså kommet nogle nye regler, som siger, at så kan man få en bøde for det, fortæller Jens Frederiksen.

Han er godt klar over, at nogen vil føle sig forurettede over politiets aktion.

- Men ved at gøre det på den måde, var vi fri for at jagte dem rundt i byen, hvor vi ofte ikke får fat i dem. Så vi gjorde det af færdselssikkerhedsmæssige grunde, forklarer han.
Eleverne og deres fædre har også kritiseret politiet for, at kontrollen skulle foregå midt i skoletiden.

- Jeg ved godt, at der går skoletid fra, men det var måske et par timer alt i alt. Ligeså snart, de havde fået undersøgt deres knallerter, kunne de gå tilbage til undervisningen, siger Jens Frederiksen, som også hefter sig ved, at kontrollen tiltrak masser af andre nysgerrige elever, som stillede sig op og kiggede på.

- Men I kunne vel godt have lavet kontrollen udenfor skoletiden?

- Det kunne vi måske godt, men effektiviteten i det er jo rimeligt stor ved at gøre det fra morgenstunden, hvor vi kunne stå og se dem, der kom kørende til skole på knallerter. Så var vi i hvert fald sikre på, at alle dem, der holdt der klokken otte, var kommet dertil om morgenen.

- Dermed var der ingen tvivl om, at de har været ude at køre på vejen. Og da de samtidig holder på en parkeringsplads på et offentligt område, er det alt andet lige meget lettere for os at gå ind og bede dem komme ud, så vi kunne få det overstået med det samme, forklarer Jens Frederiksen. Han understreger i øvrigt, at aktionen skete i samarbejde med Celf. Og samtidig lover han, at kontrollen vil blive gentaget på et senere tidspunkt.
 

Lederen af politiaktionen på Celf afviser elevernes og deres fædres kritik. Der er tale om en misforståelse, forlyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret