Politikere oplevede trafikken omkring skole

550 elever går i øjeblikket på skolen, der støder op til Lindholmkvarteret i Nykøbing. Foto: Anders Knudsen

Byrådspolitikere gav trafikken omkring skole et nærmere eftersyn.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mågerne skriger ildevarslende over Østerbroskolen, hvor formanden for børn og skoleudvalget, Jesper Blomberg (DF), har sat formand og næstformand i teknik, miljø og klimaudvalget stævne for, med egne øjne, at iagttage trafikken omkring skolen.

- Jeg ville gerne danne mig mit eget indtryk af situationen, før vi begynder at høre fra følelsesladede forældre og naboer i høringsfasen, siger Jesper Blomberg.

Høringen omhandler placering af parkeringspladser og er central for trafikkens forløb. Det har tidligere været fremme i avisen, at naboer beskriver trafikken som "kaotisk" og "som at bo på en banegård". De udtrykker også frustration over kommunens manglende lydhørhed i sagen.

Her og nu

Det er et øjebliksbillede, de fremmødte politikere får denne tirsdag i februar. Der er da heller ingen tvivl om, at der i de 15 minutter, før klokken ringer ind til timen klokken 8, er travlt i området.

- Det er fuldstændig ligesom Dirch Passer-filmen "Det støver stadig," hvor det myldrer ud, når folk skal på arbejde, siger Jesper Blomberg og virker oprigtigt begejstret.

Hverken politikere eller skoleleder Carsten Berger Pedersen observerer nogen farlige situationer. Det skulle da lige være de store drenge, der hurtigt krydser vejen, når de spotter et hul. Som store drenge nu engang gør. Men mågernes ildevarslende skrig bliver ikke begrundet i dag.

- Det er da ikke crazy, siger skolelederen.

Skole i 40 år

Annemette Schønberg Johnsen (SF) er også mødt op. Forholdene omkring vejene hører nemlig til på hendes skrivebord i teknik, miljø og klimaudvalget. Siden skolen åbnede, er der etableret "kys og kør"-mulighed på Gedservej, flere heller og bump på vejene omkring skolen. Da alle børnene er i klasseværelserne, taler hun med udvalgets næstformand, Stine Steffensen (DF), Jesper Blomberg og Carsten Berger Pedersen om det, de har set og naboernes holdninger.

- Der har jo været dialog om den her skole i flere år, og der har faktisk været skole her i 40 år, siger Annemette Johnsen.

- Det er ligesom en fabrik, hvor der er kommet mere gang i produktionen igen, men der har aldrig været helt stille, pointerer Jesper Blomberg.

- Hvad med trafikken til og fra hallen om eftermiddagen og aftenen? spørger Annemette Johnsen.

- Der er en jævn til- og frakørsel, svarer skolelederen

- Det er jo et sølvbryllupskvarter med liv i, siger Jesper Blomberg.

En cykelsti

Finansiering af diverse tiltag omkring skolen skal holdes indenfor teknik, miljø og klimaudvalget drifts- og anlægsbudget. I referatet fra mødet 13. december fremgår det, at "der vil pågå en udbedring af tre krydsningspunkter på Enighedsvej og etableres parkeringspladser langs skolens administrationsfløj. Udførelsesfasen vil kunne pågå forår 2022."

Men forældrebestyrelsen har også ønsket en cykelsti fra Enighedsvej til Gedservej. Sådan en kan blive dyr. Det mener to fædre, Folketidende møder ved vejen, ikke, den behøver at blive. Det er Henrik Christiansen og Thomas Havlykke, der er faldet i snak efter at have afleveret børnene.

- Man kunne jo bare markere plads til cyklerne i vejbanen, mener Henrik Christiansen.

Han har dog også andre ønsker. For eksempel endnu en "kys og kør"-plads og mere lys på fodgængernes overgange. Først skal planerne for den nye parkeringsplads i høring.

Datoen kunne Folketidende ikke få oplyst.