POOLHUS-SAGEN: INDSAMLING TIL DEM DER GIK FORREST

De ti sommerhuse er solgt og i brug. Dog er der fortsat ingen lokalplan, som lovliggør dem. Foto: Anders Knudsen

Nabo til store sommerhuse i Feriebyen hædret for indsatsen med at forsøge at få byggeriet bremset.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden 2019 år har særligt to naboer til 10 nye store sommerhuse i Marielyst Ferieby arbejdet med at råbe både bygherre, politikere og pressen op.

De har beskæftiget sig med byggelov, planlov og aktindsigt i en grad, de næppe havde forestillet sig.

De har taget én for holdet, vil nogen mene.

Andre har ikke forstået, at de gad at blive ved. Nogle vil nok kalde dem Tordenskjolds soldater. Eller måske endda temmelig irriterende.

Har krævet penge

For Ulrich Gosewinkel har det ikke bare kostet tid og energi at stå fast på, at bygherre ikke burde have haft en byggetilladelse. Det har også krævet penge til en advokat. Men dén udgift burde han ikke stå alene med. Det mener Gert Skov, der også ejer et hus i Feriebyen.

- Det kom sig egentlig af, at jeg under forløbet har haft dårlig samvittighed over ikke at være med på vognen. At jeg lod andre tage kampen og trække det store læs. Det er klart, at den slags koster, og rent privat har jeg givet udtryk for, at jeg gerne ville støtte op økonomisk.

Men måske havde flere det som ham. Måske kunne man endda samle 40.000 kroner ind. Det er den del af regningen til advokaten, som forsikringen ikke dækker.

Nu indsamler vi for at kunne give Ulrich en hædersgave som anerkendelse for hans utrættelige indsats for feriebyen …. mod kommunalt / politisk sjusk, for genoprettelse af retsopfattelsen....

Fra den rundsendte mail til Feriebyens medlemmer

Lyder lidt højpandet

Men det er ikke så ligetil at give andre penge eller lave indsamlinger, uden at Skattevæsnet også kræver en del. Er der tale om en hædersgave, er sagen dog en anden.

Derfor opfordrede Gert Skov på generalforsamling i maj måned folk til at bidrage til hædersgaven.

- Det lyder lidt højpandet med en hædersgave, siger Gert Skov, der dog mener, at Ulrich Gosewinkel fortjener hæder.

- Det er bare en underlig terminologi.

Med baggrund i indsamlingen er knap 20.000 kroner nu overført.

- Nogle har givet flere tusinde kroner. Andre har givet 50-100 kroner. Alt tæller, siger Gert Skov.

For Ulrich Gosewinkel tæller det også.

- Det varmer, og jeg tager det som en personlig anerkendelse. Jeg føler mig faktisk rørt, siger han.