Poolhusene står - nabo er rasende

De store, sorte sommerhuse får nu lov til at blive stående. Foto: Anders Knudsen

Et brudt løfte fra den nye borgmester skaber vrede hos fremtrædende nabo til poolhusene.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST FERIEBY: Dagen derpå ånder alting egentlig fred. Solen skinner, foråret er ankommet til Falsters østlige kyster, og påsken er netop overstået.

Men sagen om poolhusene er noget af det, der tales om. Efter at have fyldt samtaler og ikke mindst avisspalter i årevis har sagen nu nået sin umiddelbart endelige konklusion: De 10 store sommerhuse bliver stående.

Og det huer selvsagt ikke Ulrich Bay Gosewinkel, der som nabo til de store huse har været en af de fremtrædende stemmer i debatten.

- Vores sag blev brugt for at vinde valget. Nu, da valget er vundet, så dropper vinderne sagen, fordi - så siger de - der kom en byretsdom. Men der fremkom intet nyt i byretten. Dommen kan umuligt bruges som en politisk undskyldning for borgmesterens kovending. Vi føler os røvrendt, skriver Ulrich Bay Gosewinkel i en skriftlig kommentar til Folketidende.

Vores sag blev brugt for at vinde valget. Nu da valget er vundet, så dropper vinderne sagen.

Ulrich Bay Gosewinkel

Det har fyldt meget i årevis - men nu er beslutningen endegyldigt truffet. Foto: Anders Knudsen

Løber fra ansvaret

Der hersker generelt en følelse af, at kommunen løber fra et ansvar, som denne har påtaget sig. Sådan har Ulrich Bay Gosewinkel det i al fald.

- Der er intet nyt i, at kommunen er blevet erstatningsansvarlig ved, at de i foråret 2021 har udstedt 10 ibrugtagningstilladelser - det har vi vidst hele tiden. Derfor har vi hyret en advokat for at stoppe dette vanvid. Det gjorde vi blandt andet, fordi de 10 ibrugtagningstilladelser kom efter, at planklagenævnet havde erklæret bygningerne for ulovlige.

Sommerhusejeren er da heller ikke bange for at komme med en konkret bredside mod de, der nu har truffet beslutningen om at lade poolhusene stå. Det gælder både embedsværket og de politikere, der nu, mod ellers tidligere løfter, der fyldte meget i sidste års kommunale valgkamp, gik på at rive poolhusene ned.

- Når den nye borgmester dropper sit valgløfte, fordi han pludselig er bange for erstatningskrav, i stedet for at han går efter de ansvarlige i kommunen, så må man undre sig over, hvem eller hvad han prøver at dække over? Måske er der ikke kun få rådne æg i Guldborgsund, men en hel æggebakke, spørger Ulrich Bay Gosewinkel retorisk.

"Når den nye borgmester dropper sit valgløfte, fordi han pludselig er bange for erstatningskrav, i stedet for at han går efter de ansvarlige i kommunen, så må man undre sig.

Ulrich Bay Gosewinkel