POPULÆR TEATERGRUPPE NEDLÆGGES

Her er det et stemningsbillede fra Teatergruppen Pisternes forberedelser i 2020 i Nysted, hvor der 20. februar - lige inden coronaens indtog i Danmark - var premiere på "Lad det spire og gro" i Errindlev. Arkivfoto: Anders Knudsen

Teatergruppen Pisterne har også kæmpet med mange aflysninger og nedlukninger gennem corona-tiden. Selv om humøret stadig er højt, er der nu alligevel droslet så meget ned for aktiviteterne, at beslutningen om en nedlukning af den populære "institution" i det østlollandske landskab er truffet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYSTED: Alt må have ende - Pisterne desværre også.

Sådan lød det for nylig fra Teatergruppen Pisterne, der for mere end 30 år siden blev dannet i Nysted og Vantore Pensionistforening.

De har været mange steder, mødt mange mennesker og plantet mange smil på læberne rundt omkring i ikke mindst lokale forsamlingshuse til fødselsdage, bryllupsfester, receptioner og andet godt.

Men nu er det altså slut. Og dog?

- Det startede jo helt tilbage på det gamle hotel i Nysted hos Nysted-Vantore Pensionistforening i januar 1985, og nu er vi jo nok ved at blive lidt gamle de fleste af os, lyder det afklaret fra 65-årige Helle Rasmussen, der udover at have virket som forfatter og instruktør med egne ord er ved at gøre sig tanker om en i nærmeste fremtid forestående pension fra jobbet som lærer i Holbæk.

Næsten 40 år

Selv bor Helle Rasmussen med mange års virke i Pisterne og med et tidligere efternavn i Bækkel i dag på Orø.

Så med spillejob og øvning i det østlollandske har der længe været en del transport frem og tilbage mellem arbejde, fritid og hjem.

- Det er jo næsten 40 år, Pisterne har været i gang, så det har ikke været en let beslutning for os at tage. Men vi må også konstatere, at vi i mere eller mindre to år næsten har ligget helt stille, og så har det været svært at komme tilbage. Vi er jo alle sammen efterhånden godt oppe i årene, lyder det fra Helle Rasmussen på vegne af den teatergruppe, som altså blev dannet i Nysted og Vantore Pensionistforening i 1985.

Men allerede året efter fik det hjemsted under Øster Ulslev-Godsted og Vester Ulslev Pensionistforening. Efterfølgende har gruppen haft hjemsted flere andre steder i landsdelen.

Fra marts 1988 kaldte teatergruppen sig "Pisterne", og det navn er blevet hængende.

En lille dør på klem

Pisterne har også optrådt her i 2022. Men nu er det altså slut. Og endegyldigt?

Man ved selvfølgelig aldrig helt, hvad der pludselig kan ske og opstå.

Forfatter og instruktør Helle Rasmussen fra Teatergruppen Pisterne

- Beslutningen om at stoppe op er taget. Man ved selvfølgelig aldrig helt, hvad der pludselig kan ske og opstå. Det er svært at sige. Men vi har da stadig en scene på et loft et sted og forskellige andre ting stående. Vi skal mødes privat senere på måneden, og så får vi os en snak, lyder det fra Helle Rasmussen, der med sine 65 år er - eller måske rettere var - blandt de "yngre kræfter" i den lokale teatergruppe, som i de seneste mange år har øvet replikker i Nysted.

Det skal blive spændende at se, om der måske kan genopstartes hos Pisterne på et senere tidspunkt.

Du kan læse flere nyheder fra Lolland-Falster HER.