Stormfloden tog en ordentlig bid af skrænten ved Gedser Odde, og ståltrappen, der førte ned til stranden, blev nærmest kastet væk. Foto: Ingrid Riis, Ritzau Scanpix.
Efter weekendens stormflod blev en del af området ved Marinestationen på Gedser Odde spærret af, men nu er der atter offentlig adgang.
Weekendens stormflod gjorde et ordentligt indhug i skrænterne på Gedser Odde, og det betyder, at soklen det ene hjørne på Marinestationen er blevet blotlagt. Samtidig blev den ellers solide ståltrappe ned til stranden, som blev sat op i 2021, revet op og kastet rundt af naturens kræfter.
Det fik bagefter Guldborgsund Kommune til at spærre en stor del af området ved Marinestationen af for offentligheden. Men nu er afspærringerne ophævet igen, så der atter er offentlig adgang til området. Det betyder også, at det offentlige toilet er genåbnet.
Resten af bygningen er dog lukket ned, indtil kommunen har vurderet, hvad der skal ske med den.
Det fortæller projektleder i Teknik og Miljø i Guldborgsund Kommune, Frederik Cordes, sent torsdag eftermiddag til Folketidende.
Færdsel er på eget ansvar
Annonce
- Der er kun spærret omkring det hjørne på bygningen, hvor erosionen har blotlagt soklen, og vi har fjernet nogle el-kabler der. Men ellers er folk velkomne på Sydspidsen igen, men det er på eget ansvar at færdes dernede, og man skal ikke gå for tæt på kanten. Skrænten er ustabil, og der kan pludselig ske ting og sager.
- Al færdsel i naturen er jo i princippet på eget ansvar, og vi kan ikke spærre af over det hele. Men tænk jer nu om, lyder det fra Frederik Cordes.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mandskab fra Toreby Bjærgning i Toreby sørgede med hjælp fra to Unimog'er for, at ståltrappen blev trukket op på græsset ved Marinestationen. Trappen skal nu undersøges nærmere af kommunen. Foto: Toreby Bjærgning.
Trappe fjernet
Hvis man vil ned på stranden, skal man være forberedt på at tage en omvej og gå ned ad trappen ved parkeringspladsen. For som nævnt ovenfor blev ståltrappen, der fører fra Marinestationen og ned på stranden, revet op af storm og bølger - og torsdag formiddag blev den fjernet med hjælp fra Toreby Bjærgning.
- Den var simpelthen blevet revet op af fundamentet oppe på land og slynget rundt langs vandkanten. Det er lidt ud over det, vi ellers plejer at lave, men med hjælp fra to Unimog'er fik vi trukket den op og lagt den på græsset, fortæller Anders Jalkiewicz fra Toreby Bjærgning.
I morgen fredag bliver trappen så hentet og kørt til kommunens materielplads. Her skal den ligge indtil videre, men ifølge Frederik Cordes stiler kommunen efter at sætte en trappe op igen på et tidspunkt.
- Jeg forventer i høj grad, at der kommer en trappe igen, men vores førsteprioritet var at få den væk, så den ikke blev mere ødelagt. Nu kører vi den ind på vores materielplads, og så kigger vi på den, når vi får tid.
- Det var trods alt en trappe, der kostede omkring 150.000 kroner i indkøb i 2021, og vores vurdering er, at det meste af den kan genbruges med nogle justeringer. Men jeg kan ikke give nogen tidshorisont for det. Lige nu har vores folk travlt med andre opgaver efter stormfloden, som er mere vigtige, forklarer han.
Kommunens lejemål på Gedser Odde udløber 1. august næste år.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt