Premiere fredag: Tiden på Falster fylder meget i Øgendahls nye show

Fredag indledte Mick Øgendahl sin danmarksturné med sit nye onemanshow, Bad Boy. Det skete i Odense, men i løbet af i år og næste år kommer han flere gange til Falster. Pressefoto

Mick Øgendahl havde fredag aften premiere på sit nye onemanshow. Og en stor del af det handler om opvæksten på Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag aften havde standup-komikeren Mick Øgendahls premiere på sit nye oneman-show, "Bad Boy". Det foregik i Odense, og Folketidende fangede Mick Øgendahl på telefonen nogle timer inden.

Komikeren fra Falster har i flere årtier stået på utallige af landets scener og set publikum bryde sammen af grin. Nu skal han til det igen.

Efter syv år uden et onemanshow er det igen tid til at drage landet rundt. Nu med et show, der passer til kaldenavnet. Bad Boy, hedder det. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige.

Den folkekære komiker har dog på ingen måde glemt sine Horreby-rødder. Faktisk fylder tiden på Falster en stor del af showet.

- Publikum kan forvente, at det er et show, der tager udgangspunkt i mig og min opvækst på Falster. Det handler om arv og miljø på den helt store klinge.

Et produkt af Lolland-Falster

Miljøet, han særligt tænker på, er opvæksten i Horreby. Og når man spørger ind til, hvilken betydning opvæksten har haft, kommer svaret resolut:

- Jeg har cyklet fem kilometer hver vej til og fra skole, hvor jeg kunne tænke over tingene. Det, jeg har fået med fra Falster, er, at jeg stiller spørgsmål og reflekterer, siger han og slår fast, at han ”langt hen ad vejen endegyldigt er et produkt af Lolland-Falster”.

Jeg har cyklet fem kilometer hver vej til og fra skole, hvor jeg kunne tænke over tingene.

Mick Øgendahl

Sidst, han havde premiere på et show, skete det i Nykøbing. Denne gang er han taget til Eventyrøen. Mere præcist Odeon i Odense.

I Nykøbing kan man starte sikkert ud, mener han. Men der skulle ske noget nyt, så man ikke bare trykker på "plejer-knappen". Derfor får fynboerne denne gang fornøjelsen.

Men Mick Øgendahl kommer dog forbi Falster. Ikke kun en, to eller tre gange. Nej, ni optrædener på Nykøbing Falster Teater bliver det til i 2024 og 2025.

Og det er ifølge ham altid særligt at optræde på den ø, hvor han er opvokset.

"Slap lige af"

Flere anekdoter i showet handler om tiden på Falster og om, hvordan Falster adskiller sig fra andre dele af Danmark.

En af dem handler om hans tid på Møllebakkeskolen i Horreby, hvor der ikke var opvarmede skoletoiletter.

- Når man kommer væk fra det miljø og hører curlingforældre snakke om tis på brættet, tænker man: Slap lige af, i det mindste er der varme.

En anden om den manglende svømmehal i området.

- Jeg har lært at svømme i åbent hav med hestehuller og understrøm. Der er en del ting, der peger på, at man nok ikke er sådan en klynkerøv, hvis man kommer fra Falster.

Tand-ritualet

Ikke lang tid efter, at Folketidende har sagt farvel til komikeren, skal han på scenen. Men inden, han træder ud foran publikum, skal et ritual udføres.

Tænderne skal børstes. Men denne gang er tandrensning ikke nok. Udover at gennemgå, hvad han skal sige, skal stemmen nemlig også varmes op.

- Jeg synger også i sættet. Jeg har fået rutiner af en sanglærer, jeg skal igennem, før jeg går på scenen, fortæller Mick Øgendahl.

Den fynske æggekage

Nervøsiteten er stadig intakt inden et show, men erfaringen har gjort, at den er vædet op med spænding. Han fortæller, at ”kroppen er så viseligt indrettet, at det, man skal i gang med, er det mest spændende nogensinde”.

Lidt efter er der premiere på Bad Boy. Men der er dog tid til andet end at tænke på showet. Det sidste, han siger til Folketidendes journalist, inden han lægger på, er, at han nu vil tilbage til sin fynske æggekage.