Pres på digelagets linje
Mads Glenn Wehlast har haft sommerhus i Marielyst i mange år og vil nu i digelagets bestyrelse for at forandre den indefra. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Arbejdsgruppe og facebookgruppe samler modstand mod bestyrelse.
SYDFALSTER En arbejdsgruppe og en facebookgruppe vil kæmpe for, at pengene fra de cirka 8.000 digeskatteydere bliver brugt til at vedligeholde Det Falsterske Dige. Og ikke til at føre retssager mod Guldborgsund Kommune og Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Lørdag mødes otte medlemmer af arbejdsgruppen, og samme dag stiftede Mads Glenn Wehlast facebookgruppen "Det falsterske diges forfald", som ved redaktionens slutning havde 461 medlemmer.
- Vi har ramt noget. Hvis bare halvdelen af medlemmerne i facebookgruppen har en interesse i at være med i arbejdet, kommer vi langt, mener Mads Glenn Wehlast, der er sommerhusejer i Marielyst igennem mange år.
Har går efter en bestyrelsespost i Det Falsterske Digelag, når der er årsmøde og valg til bestyrelsen 21. juni.
I mellemtiden vil han og de øvrige aktører i arbejdsgruppen arbejde med fokus på vedligeholdelsen og økonomien i digelaget. Og så vil de have ændret vedtægterne.
- Vedtægterne skal opdateres til 2020. De er fra 1875 med nogle justeringer undervejs. At man blandt andet ikke kan stille forslag ved årsmødet, er jo nærmest nordkoreanske tilstande, mener Mads Glenn Wehlast.
Medlemmerne af arbejdsgruppen tæller også Tom Ahlqvist, Dan Toxværd, Cyrild Sørensen, Christian Schou, Sten Rasmussen, Henning Kamper, Hans Aage Petersen og Peter Bring-Larsen. Sidstnævnte deltager som privatperson og ikke politiker, oplyser han.
- Vi er enige om, at vi ikke bruger tid på at diskutere cykling på diget. For det er tilladt og behøver ikke mere debat. Vi vil holde fokus på økonomien, som vi tror, at mange mangler indblik i, forklarer Mads Glenn Wehlast.
Et flertal på syv af otte medlemmer i Det Falsterske Digelags bestyrelse bakker op om den linje, der i øjeblikket indebærer en stævning mod kommunen og klagenævnet i cykelsagen. Kun ét bestyrelsesmedlem har hidtil været imod.
- Men det kan jo være, at bestyrelsens beretning bliver stemt ned på den næste årsmøde, hvis mange nok møder op, opfordrer Mads Gleen Wehlast.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde