Prestigeprojekt har fået ny projektleder: Nu venter hun på at få adgang til bygningen
Nordic Sugar råder stadig over Markedshallen, og den nye projektleder må derfor vente på at få fuld råderet over den gamle bygning. Foto: Guldborgsund KommuneGuldborgsund Kommune
Havnen i Nykøbing er under forandring, og Guldborgsund Kommune har nu ansat en projektleder til at stå i spidsen for Markedshallen. Det bliver et allerede kendt ansigt.
Den gamle Markedshal på den sydlige del af havnen i Nykøbing skal have nyt liv. Og til at stå i spidsen for arbejdet med den bevaringsværdige bygning har Guldborgsund Kommune fundet en projektleder.
Tanja Beckmann Sørensen er allerede ansat i kommunen og har arbejdet med bosætning og frivillige. Fremover skal hun blandt andet sætte gang i den renovering, som bygningen skal gennemgå, ligesom hun skal forvandle borgeres visioner for stedet til virkelighed.
Tanja Beckmann Sørensen er ny projektleder for Markedshallen på havnen i Nykøbing. Arkivfoto: Ingrid RiisIngrid Riis
Og det begynder helt fra bunden i en lille bygning foran Markedshallen, da Sukkerfabrikken stadig råder over selve Markedshallen. Strøm, vand og varme er der ikke meget af, men det kommer der. Og liv skal der også nok blive i Markedshallen, mener Tanja Beckmann Sørensen.
Fakta
Markedshallen ligger på Fejøgade i den sydlige del af erhvervshavnen i Nykøbing.
Den er bygget i 1916 og har et areal på knap 1800 kvadratmeter.
I foråret 2024 udarbejdede en gruppe bestående af erhvervslivet, foreninger, frivillige, institutioner, en ungegruppe og ildsjæle det samlede koncept for udviklingen af Markedshallen.
Hele rapporten fra Visionsgruppens arbejde, som blev gennemført af konsulentfirmaet Volcano, kan læses lige her.
Hele erhvervshavnen i Nykøbing skal over de næste 10-15 år omdannes fra erhvervshavn til en ny bydel med grønne områder, nye boliger og adgang til vandet.
I sommeren 2025 kan man tage området uden for Markedshallen i brug. Her skal der skabes aktiviteter, som især ungdommen får lov at stå i spidsen for.
Kilde: Guldborgsund Kommune
- Vi skal have Markedshallen til at summe af liv, og skabe et sted hvor der er plads til alle og mulighed for at skabe events, virksomheder og fællesskaber.
Iværksætteri er eneste krav
Annonce
Før hun blev ansat, deltog hun i forårets visions workshop, som var åben for alle borgere, for at se hvad det gik ud på.
- Og jeg kunne mærke, at det er det, som vi har brug for her. Et sted, hvor tingene ikke er så højtidelige. Men jeg kunne også mærke, at det var lige noget for mig at arbejde med, siger hun.
Markedshallen bliver et sted, hvor unge mennesker er med helt fra begyndelsen og sætter rammerne.
- Det er meget vigtigt, at det ikke bliver et rum, som allerede er fordefineret af kommunen. For så kan de jo ikke skabe en udvikling. Kun én ting skal vi leve op til, og det er at give muligheder for iværksætteri, forklarer hun.
Hun tilføjer, at de unge godt nok får en forlomme på projektet, men til slut skal det være et sted for alle generationer. Blandt andet er det planen, at foreninger også kan finde et sted at mødes i Markedshallen. Men også turister og andre besøgende skal kunne komme ind og få glæde af stedet.
- Så snart vi kan få lov at komme ind i bygningen, kan der ske noget med den. Men jeg har ikke en dato for det endnu, siger hun.
Skal nu søge fonde
Markedshallen er en bevaringsværdig bygning, og målet er at istandsætte den og føre den tilbage til sit oprindelige udtryk. Og det er blandt andet ansøgninger til fonde, der bliver én af de første opgaver på kort sigt.
- Jeg glæder mig til at følge Markedshallen, som et nyt centralt samlingspunkt, og jeg glæder mig samtidig til at følge en spændende udvikling mod at realisere den samlede vision og skabe et dynamisk og inspirerende miljø for alle i Guldborgsund, siger formand for erhverv og udviklingsudvalget, John Brædder, Guldborgsundlisten.
Finansieringen af en projektleder for Markedshallen løber hen over to år, hvorefter stedet skal være selvfinansierende og fungere selvstændigt.