Provinskommune er først med klimaskov

Onsdag formiddag skulle spaden stikkes i jorden til det første af Klimaskovfondens mange skovrejsnings- og lavbundsprojekter, der skal accelerere den danske klimaindsats. Det fik naturligvis både borgmestertale og et stort fremmøde med på markvejen bag Saxenhøj. Foto: Claus Hansen

Klimaskovfonden tog onsdag formiddag sit første spadestik i Guldborgsund Kommune på bestyrelsens etårsdag. På dagen blev de første 500 træer plantet på projektarealet bag Den økologiske Besøgsgård Saxenhøj.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Det er Klimaskovfondens allerførste projekt. Det er godt for miljøet, og projektområdet for en ny klimaskov er henlagt til et afgrænset areal på hele 25 hektar bag Den økologiske Besøgsgård Saxenhøj.

Så kort kan det siges om det, der onsdag formiddag blev præsenteret for en større forsamling af politikere, borgere og andet godtfolk på markerne bag Den økologiske Besøgsgård Saxenhøj.

- Klimaskovfonden har store ambitioner for at bidrage til Danmarks klimamål, og vi er glade for, at så mange kommuner har vist interesse i at samarbejde om de første projekter, der ikke blot vil gavne klimaet, men også lokalt på flere måder, lød det fra bestyrelsesformand i Klimaskovfonden, Kirsten Brosbøl.

Klimaskovfonden

  • Klimaskovfonden er etableret af Folketinget for at understøtte det danske CO2-reduktionsmål ved at fremme etableringen af mere skov og udtagning af lavbundsarealer i Danmark.
  • Klimaskovfonden og Guldborgsund Kommune har gennem nogle måneder været i dialog om at etablere et skovareal i kommunen, og Guldborgsund har netop fået tilsagn fra Klimaskovfonden om støtte til skovrejsning.
  • I Guldborgsund Kommune har man valgt, at skoven skal plantes ved Den økologiske Besøgsgård i Sakskøbing.

Kan passe og vedligeholde

Netop Guldborgsund Kommune er en del af klimapartnerskabet DK-2020, og den nye skov bliver en naturlig del af kommunens øvrige arbejde med at blive CO2-neutral kommune i 2050.

Desuden får den et socialt sigte, da borgerne i den beskyttede beskæftigelse kan passe og vedligeholde skovområdet.

- Jeg synes, det er et fantastisk projekt. For skoven får også en social profil. Den økologiske Besøgsgård råder over et meget stort naturareal, og med plantningen af klimaskoven får borgerne i den beskyttede beskæftigelse flere spændende opgaver, som de både nyder at arbejde med, og som også gør dem godt både fysisk og mentalt. Desuden får borgerne i Sakskøbing endnu mere ud af det rekreative område, der nu også kommer til at omfatte en skov, lød det fra borgmester i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S).

Skoven får også en social profil.

Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune

Tinglyses som fredskov

For at sikre en blivende klimaeffekt skal skoven tinglyses som fredskov, hvilket betyder, at den ikke kan nedlægges/fældes.

Skoven anlægges, så den kombineres med åbne områder til græsning for besøgsgårdens husdyrhold.

I alt skal der plantes cirka 15 hektar skov på projektarealet ved besøgsgården, og onsdag blev det til de første 500 nye træer, som kom i jorden ved fælles indsats af de mange fremmødte.

Miljøminister Lea Wermelin (S) skulle efter planen også have været med til at sætte spaden i jorden til den første skov, som Klimaskovfonden rejser i Danmark.

Men ministeren måtte melde afbud grundet et hastende møde.

17 kommuner er med

  • Klimaskovfonden har efter sin første ansøgningsrunde netop givet tilsagn om støtte til skovrejsning eller udtagning af lavbundsjord på kommunale arealer i 17 kommuner landet over.
  • Projekterne er fordelt på i alt 230 hektar. Her bliver der tilsammen rejst 24 skove. Desuden bliver der udtaget lavbundsjord til et enkelt stort, lysåbent naturområde.

Masser af plads

I stedet sprang den lokalt valgte Kasper Roug (S), næstformand i Folketingets miljø- og fødevareudvalg, ind som afløser.

- Her på Lolland-Falster har vi masser af plads, fastslog Kasper Roug, der også var godt tilfreds med udsigten til en ny lokal klimaskov på hele 15 hektar ren skov med foreløbig eg, rød-el, fuglekirsebærtræ og poppel.

Her på Lolland-Falster har vi masser af plads.

Kasper Roug (S), næstformand i Folketingets miljø- og fødevareudvalg

I Guldborgsund Kommune bliver der som nævnt rejst skov på cirka 15 hektar, mens i alt 10 hektar bliver udlagt som lysåben skov og natur med græsning på Den økologiske Besøgsgårds arealer, hvor borgere i beskyttet beskæftigelse holder til.

Hele projektområdet til klimaskoven er på i alt cirka 25 hektar, og ønskerne til området er blandt andet en bæredygtig og naturnær skov med åbne områder til afgræsning til husdyrhold, høj biodiversitet og høj tilgængelighed for brugere, borgere og besøgende på den økologiske besøgsgård.

Der er eksempelvis også lagt op til en naturforbedring af og omkring vandløbet Trudstolpeløbet.

Optager CO2

  • Klimaskov-projekterne giver mulighed for forskellige synergieffekter med andre hensyn som biodiversitet, grundvandsbeskyttelse og rekreative formål. 
  • De nye skove vil over tid optage en masse CO2, mens udtagning af kulstofrig lavbundjord begrænser udledningen af CO2, når den ikke bliver opdyrket. 
  • Tilsammen forventes de 230 hektar over tid at kunne spare klimaet for cirka 107.500 ton CO2.