PSYKIATRIEN: DEN HER OPGAVE ER SÅ STOR, AT INGEN KAN KLARE DET ALENE

Der var fredag debat på Headspace i Nykøbing mellem Thorkild Holmboe-Hay (S), René Christensen (DF), Mads Lund Beier (M) og Ditte Rust (V) om unge i psykiatrien. Foto: Ingrid Riis

Alle partier taler pludselig om psykiatrien. Området har ellers været underprioriteret i mange, mange år - det er de fleste politikere enige om. Så hvad mener lokale folketingskandidater, at der bør gøres for netop de sårbare unge?

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: De kan mærke det på Headspace. Lange ventetider i psykiatrien tvinger mange unge mennesker med ondt i sjælen til at søge andre steder hen. En del af dem - og stadig flere - tager imod den hjælp, som Headspace kan tilbyde dem.

Det er ikke et sted, der kan tilbyde dem behandling, understreger centerchef Kristian Hjorth. Men en enkelt dag om ugen kan man tale med en medarbejder fra psykiatrien, og derudover vil han og de ansatte gribe de unge og sørge for brobygningen videre i systemet.

Psykiatrien har altid været underprioriteret af både røde og blå regeringer. Og det er så sørgeligt, at der skal en episode til, som det vi oplevede under skyderiet i Field's, før man begynder at tale om det.

Ditte Rust, folketingskandidat, Venstre

Kristian Hjort, der er centerchef på Headspace i Nykøbing, efterspørger mere fokus på forebyggelse af mental sygdom. Foto: Ingrid Riis

For behovet for hjælp er blevet større, forklarede han inden fredagens debat med fire lokale folketingskandidater.

- Den her opgave er så stor, at ingen kan klare den alene. Civilsamfundet skal samarbejde med de etablerede institutioner. Nu har vi været i Nykøbing i halvandet år, og vi er ved at blive et større navn. Vi er kommet på finansloven, og det er vi super glade for. Det giver god mening, og det betyder, at vi kan ansætte lidt flere medarbejdere.

Det er den forebyggende indsats, der er bedst for mennesket i første omgang.

Thorkild Holmboe-Hay, folketingskandidat, Socialdemokratiet

Hans håb er, at landspolitikerne i en meget nær fremtid vil sikre flere sundhedsfremmende indsatser for det mentale område.

Det handler om forebyggelse

Og at der skal gøres en indsats, var de fire lokale kandidater, der fredag deltog i en debat på netop Headspace, enige i. Ditte Rust (V), René Christensen (DF), Thorkild Holmboe-Hay (S) og Mads Lund Beier (M) vil gerne være med til at prioritere både forebyggelse af mental sygdom og den tidlige indsats hos de unge.

Psykiatrien er underprioriteret. Det var de fire kandidater enige om. Et par af dem ønskede at frigøre offentlige institutioner, imens andre gerne så politikerne holde sig til den rapport, der foreligger med løsningsforslag. Foto: Ingrid Riis 

- Det er den forebyggende indsats, der er bedst for mennesket i første omgang, lød det fra Thorkild Holmboe-Hay.

- Og gør man det rigtigt, er der ikke et problem. Man vil ikke kunne måle det, så det kræver en politisk erklæring, tilføjede han.

I samarbejdsaftalen for den nye kommunalbestyrelse kan man i allerførste linje læse, at man skal styrke tilværelsen for de unge, forklarer René Christensen, der også er valgt til byrådet.

Derfor er mit ønske, at vi sætter kommunerne mere fri.

René Christensen (DF), MF og kandidat til Folketinget.

Èt af hans ønsker er at nedlægge det nuværende jobcentersystem. Mange unge er en del af det system, og det hjælper dem ikke, at 80 procent af kravene er fastlagt af staten - udelukkende for at jobcentret kan modtage sine midler, forklarer han.

- Derfor er mit ønske, at vi sætter kommunerne mere fri.

Stadig et stort tabu

Ditte Rust har selv været syg i 15 år og tilbragt tre år på psykiatriske afdelinger. Og hun understreger, at forebyggelse og tidlig indsats er to forskellige ting. Forebyggelsen bør ligge hos kommunerne, mener hun, imens den tidlige indsats har brug for reelle tiltag i psykiatrien.

Løsningen ligger inden for både uddannelse, kultur og psykiatrien. Vi kan ikke løse det, hvis der kun tilføres midler i én kasse.

Mads Lund Beier, folketingskandidat, Moderaterne

- Der ligger en færdig rapport med løsninger, så det skal vi tage udgangspunkt i. Det kan betale sig at prioritere psykiatrien. Der skal ske en afstigmatisering, for det er et kæmpe problem, at det er så svært at tale om. Psykiatrien har altid været underprioriteret af både røde og blå regeringer. Og det er så sørgeligt, at der skal en episode til, som det vi oplevede under skyderiet i Field's, før man begynder at tale om det.

Mads Lund Beier fra Moderaterne har et særligt fokus på forebyggelsen og ønsker derudover et kulturpas til unge for at øge deres muligheder for at finde et fællesskab. Han mener samtidig, at en frigørelse af offentlige institutioner vil kunne hjælpe dem til at indrette sig bedre efter de unges behov.

- Løsningen ligger inden for både uddannelse, kultur og psykiatrien. Vi kan ikke løse det, hvis der kun tilføres midler i én kasse. Vi skal kigge på karakterskalaen, vi skal have unge i arbejde, og vi skal have flere penge til psykiatrien, så de kan hjælpe de akutte unge hurtigere.