Rally for de præcise

Benny Rasmussen sender deltagerne afsted i Sydhavs Classic, der blev afviklet lørdag, som 2. afdeling af den landsdækkende Sonax Dasu Classic turnering, danmarksmesterskabet i pålidelighedsløb. Han er selv fra Sakskøbing og vandt 1. afdeling tidligere i år. Foto: Ingrid Riis

Flere deltagere i pålidelighedsrally havde kørt vildere rally i deres unge dage. Men de har stadig benzin i blodet.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Benny Rasmussen armbåndsur er ikke bare sådan et med visere.

- Det kan vise atomic time. Nogen kalder det også Frankfurter tid, siger han i en pause mellem to biler, der skal køre pålidelighedsløb, også kendt som regularity race.

Det går ud på at køre en rute med en bestemt gennemsnitshastighed. Undervejs er et par sekundetaper lagt ind, hvor der skal køres en strækning på tid i et defineret tempo, for eksempel 44 kilometer i timen. Klarer man ikke det, får man strafpoint.

Ruten er ikke afspærret, og bilerne skal overholde gældende trafikregler. Men hvad så, hvis en traktor kører ud og spærrer hele vejen?

- Ja, så er det bare ærgerligt. Så må man forsøge at indhente det tabte, griner han.

Ja, så er det bare ærgerligt. Så må man forsøge at indhente det tabte.

Benny Rasmussen, rallykører

Der blev ikke ligefrem sparket dæk, men i hvert fald nørdet nostalgiske biler før afgang. Foto: Ingrid Riis

11.9 sekunder fra perfekt kørsel

Alle bilerne i et pålidelighedsløb som dette skal være fra før 1990. Selv kører Benny Rasmussen i en Porsche 928. Ved 1. afdeling af Sonax Dasu tidligere på året vandt han og makkeren Uffe Jørgensen fra Nykøbing. De fik kun 11,9 strafpoint, hvilket vil sige, at de kun missede sekundetaperne med 11,9 sekunder i alt.

- Sporten handler jo både om at kunne køre nogle strækninger på en bestemt tid, og så handler det om at kunne orientere sig, forklarer han.

Inden løbet for alvor går i gang sidder samtlige makkere på passagersædet i bilerne og studerer kort. De må ellers gerne køre med GPS og alverdens andet udstyr.

- Det opgav vi at få under kontrol for år tilbage, fortæller Benny Rasmussen.

Boblen fra Hamborg

I alt 32 stiller op til dagens løb med start i Sakskøbing. Kategorierne går lige fra begynder til elite. Bilerne er vidt forskellige, makkerparrene ligeså. Flest kører med en ægtefælle, men der er også en far og en datter tilmeldt. Og et par gode venner.  I en cremefarvet boble sidder Krista og Verner Stein fra Hamborg på henholdsvis 86 og 88 år. Det er alderspræsidenterne i dagens løb.

- Vi rykkede en klasse op sidste år, så vi har fået det lidt sværere, lyder det, inden de kører ind i rækken, der sendes ud på ruten med et minuts mellemrum.

Vi rykkede en klasse op sidste år, så vi har fået det lidt sværere.

Verner Stein, rallykører

Krista og Verner Stein på 86 og 88 år fra Hamborg. Foto: Ingrid Riis

Her sidder Tina og Thomas fra Farum også.

- Ja, vi er et ægtepar, også bagefter, siger Thomas.

- Det gode er, at vi kommer rundt og ser meget mere, end vi ville gøre på egen hånd, mener Tina.

Løbene er nemlig arrangeret af andre kørere med lokalt kendskab og derfor kommer hele feltet godt rundt i Danmark.

Tina og Thomas fra Farum kørte løbet for anden gang. Foto: Ingrid Riis

Monte Carlo og Ypres

Det lyder måske som det rene hygge, men der er absolut også konkurrence i det. Det forklarede den østjyske liga, da de tidligere var samlet inde i Peugeot Sakskøbings haller til morgenmad. Østjyderne består af  Erik og Finn i deres Escort Mexico og Jan og Mette, der kører i en Porsche 924

- Ja, vi er måske nok venner herinde, og det er hyggeligt at tale sammen, men derude er går der totalt konkurrence i blodet, siger Erik.

Som så mange andre i feltet har han kørt rigtig rally i 80'erne og 90'erne. Ambitionerne er dog ikke lagt på hylden, selvom det nu hedder pålidelighedsløb, forsikrer han.

- Vi træner for at køre det belgiske løb Ypres.

Mette og Jan fra Juelsminde vil køre Monte Carlo Rally til januar. Foto: Ingrid Riis

For Mette og Jan har hyggen også et mål.

- Vi har et mål om at køre Monte Carlo Rally til januar, siger han.

Klokken nærmer sig 10 og løbet går i gang. Det tager dem forbi Engestofte, Døllefjelde Kirke,  Nysted Havn forbi Abed og videre til Reventlows Museum, Horslunde, Ravnsby, Bandholm havn, Knuthenborg Safaripark og slutter af på den gamle sukkerfabrik i Sakskøbing.

Og vinderne er:


Touring:
Start nummer. 29, Hans-Jørn Søgård Andersen, Grauballe og Kaj Mikkelsen, Opel Monza, årgang. 1983, 9,70 point

Sport:
Start nummer 7, Torben Weber Andersen, Holte og Emilie Weber Wellendorf, Frederiksberg, VW Scirocco GTL, årgang. 1985, 15,40 point

Ekspert:
Start nummer 30, Poul Juhl Godballe og Hanne Juhl-Godballe, Ry, VW Golf GTI, 21,50 point

Elite:
Start nummer 21, Poul Brøndum og Egon Brøndum, Randers, Toyota Corolla 1985, 24,20 point

Løbsarrangørerne Lolland Falster Motorsport og Motorklubben Centrum fra Fyn takker løbets sponsorer Peugeot Sakskøbing, GF Forsikring og Lollands Bank.

Vindere af Touring klassen i Sydhavs Classic Hans-Jørn Søgård Andersen og Kaj Mikkelsen laver opvisning til ære for publikum. Foto: Viggo Johansen, Rallypics
Foto: Ingrid Riis
Foto: Viggo Johansen, rallypics