Rasende kunde klager over fyldt togbus

Tony Bispeskov, DSB's informationschef, her ved tidligere lejlighed, beklager, at passageren havde en dårlig oplevelse. Foto: Anders Knudsen/arkiv

DSB beklager dårlig oplevelse, men afviser passagers kritik af usikker tur mellem Nykøbing og Næstved.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Elena Lorentzen er rasende efter en tur fra Nykøbing til Nørreport i København i søndags med DSB, som hun ikke mente var coronasikker.

Der var indsat togbus Nykøbing-Næstved, hvor hun ikke kunne få pladsbillet.

- Så tænkte jeg, at det ville være chaufførens opgave at styre antal passagerer i bussen, så afstandskravet blev overholdt. Men sådan skulle det ikke være: Chaufføren var bedøvende ligeglad med alt, og ALLE sæderne i bussen blev hurtigt optaget på nær to rækker med to sæder, hvor der kun sad én passager på hver række, skriver hun i en klage sendt til DSB, som er sendt videre til Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder (G), Statsministeriet og Sundhedsministeriet, ligesom Folketidende har fået lov at se den.

Modsat i toget, hvor sæder er spærret af, og pladsbillet påkrævet, så der ikke er for mange med toget, betød det ifølge hende, at passagererne sad som sild i en tønde i bussen:

- Der kunne i hvert fald ikke være tale om to meter nogen steder, der var ikke engang 20 cm mellem passagererne, skriver hun om turen og slutter:

- Hvis jeg bliver syg efter denne rejse, vil jeg holde DSB ansvarlig for det! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man stuver folk sammen i en bus i over en time og ikke indsætter flere togbusser.

Hun tilføjer over for Folketidende, at oplevelser som hendes underminerer al tillid til systemet.

Genkender ikke kritikken

DSB's informationschef Tony Bispeskov hørte straks efter, at Folketidende fremlagde DSB kritikken, busentreprenøren, som havde talt med buschaufføren fra den pågældende tur.

- Det, der er kommet retur fra chaufføren, er, at han har levet op til kravet om, at der maksimalt må være halvt fyldt i togbusserne. Det skal chaufføren håndhæve, og han mener at have overholdt det, da han blandt andet afviste passagerer i Vordingborg, hvor der stod 10, og han kun tillod seks at komme med, siger han og understreger, at det er meget vigtigt for DSB at indskærpe over for personalet og dem, der kører togbusser, at de ikke må være mere end halvt fyldt.

Dermed er der to versioner af turens forløb, men Tony Bispeskov beklager, at Elene Lorentzen havde en dårlig oplevelse.

Sporarbejdet, der var skyld i indsættelsen af togbusser, udføres i perioder den kommende tid. Det foregår om aftenen og i weekender, og passagerer, der ønsker at undgå ture på de tidspunkter, kan tjekke op på det på rejseplanen og DSB's hjemmeside, meddeler informationschefen.