Reddet af toiletvognene

De mobile toiletter og håndvaske har været efterspurgt de seneste måneder. Foto: Ingrid Riis

Udlejningsvirksomhed har vundet på gyngerne, hvad de tabte på karrusellerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING - Jeg fik jo nærmest et chok hver gang, telefonen ringede i de dage - det var afbestilling efter afbestilling.

Sådan husker Klaus Ebbe, ejer af Ebbes Udlejning, der gør sig i udleje af festtelte og generel festudlejning, den skæbnesvangre dag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned i starten af foråret.

- De normale afbestillingsregler var sat ud af kraft, så folk havde muligheden for at aflyse med få dages varsel. Det var voldsomt, og der blev fjernet mange, mange ting fra ordrebogen, husker Klaus Ebbe.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. De aflyste fester blev i nogen grad afløst af ønsker om ting som besøgstelte til plejehjem. Der var også andre behov, Klaus Ebbe kunne hjælpe med, som hjalp med at holde bundlinjen i den rigtige farve.

- Vi har også mobiltoiletter, vi udlejer til skoler, og det så vi en kæmpe stigning i. Og mobile håndvaske. Det har heldigvis gjort, at vi har kunnet holde skindet på næsen, forklarer Klaus Ebbe.

Men selvom det har været nogle udfordrende måneder, nu hvor alle fester, der er store nok til at kræve et telt, har været umulige at afholde, er der begyndt at tegne sig en fremtid, hvor Klaus Ebbe igen kan få fyldt ordrebogen op.

- Jeg har en stak papirer liggende på mit bord med tilbud, jeg skal have sendt ud. Min kontordame kommer tilbage i morgen - hun har også været hjemsendt, så det bliver rigtig godt at få lidt liv tilbage, fortæller Klaus Ebbe.