Regional analyse: Mange unge får ikke en uddannelse

Ifølge den årlige uddannelsesanalyse fra Region Sjælland har blot 56 procent af de 25-årige i Lolland Kommune gennemført en ungdomsuddannelse - opgjort per 1. oktober 2020. Personerne på billedet har ikke noget at gøre med analysen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Der er stadig mange unge i Region Sjælland, som ikke tager en ungdomsuddannelse, viser stor uddannelsesanalyse fra regionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Andelen af 25-årige, som har taget en ungdomsuddannelse, er svagt stigende, men ligger stadig et godt stykke under landets øvrige regioner.

Det viser den årlige uddannelsesanalyse fra Region Sjælland, som udkom for nylig.

Ifølge analysen har 72 procent af de 25-årige taget en ungdomsuddannelse.

Kigger man på hver enkelt af regionens kommuner, ligger Lolland Kommune helt i bund.

Her havde blot 56 procent af de 25-årige gennemført en ungdomsuddannelse - opgjort per 1. oktober 2020.

Opgørelsen er lavet ud fra de unges bopælskommune på opgørelsestidspunktet.

Det kan altså ikke med sikkerhed konkluderes, at en stor del af de 25-årige, som stammer fra Lolland Kommune, ikke har taget en ungdomsuddannelse, da en del af dem formentlig sidenhen er flyttet til andre kommuner for eksempelvis at læse videre eller arbejde.

Behov for, at flere tager en uddannelse

Det ændrer dog ikke på, at der i regionen generelt stadig er behov for, at flere unge tager en uddannelse.

- Vi skal fortsat arbejde for, at så mange som overhovedet muligt får en uddannelse, da det er en af vejene til et godt liv. Omkring halvdelen, der ikke har en uddannelse som 25-årige, står udenfor arbejdsmarkedet, når de er blevet 35 år.

- Derudover er det afgørende for regionens virksomheder, at der er adgang til god og veluddannet arbejdskraft, siger formanden for regionens udvalg for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, Christian Wedell-Neergaard, i en pressemeddelelse fra Region Sjælland.

Uddannelsesanalysen viser også, at der er store forskelle i uddannelsesniveauet internt i regionen. Eksempelvis konkluderes det, at borgere, der ikke bor i nærheden af de større byer, i langt højere grad står udenfor uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Vi skal fortsat arbejde for, at så mange som overhovedet muligt får en uddannelse, da det er en af vejene til et godt liv.

Christian Wedell-Neergaard, udvalgsformand i Region Sjælland

Her peger Region Sjælland selv på, at øget brug af online-undervisning måske kan være en vej frem i forsøget på at vende udviklingen.

- Vi har en stor gruppe af de lidt ældre unge, som mangler nogle af de kompetencer og færdigheder, som virksomhederne efterspørger. Det kan for dem virke uoverskueligt at gå i gang med en uddannelse. Her kan en vekslen mellem online og fysisk undervisning give en mere fleksibel hverdag, hvor man ikke er afhængig af at skulle møde fysisk op på en uddannelsesinstitution hver dag, siger Christian Wedell-Neergaard i pressemeddelelsen.

Du kan se hele den store uddannelsesanalyse HER.

Søgning til erhvervsuddannelser stagnerer

En anden dugfrisk analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser i øvrigt, at de unges søgning mod erhvervsuddannelserne er stagneret de seneste tre år på landsplan, hvor det fortsat kun er omkring 20 procent af en årgang, som søger ind på en erhvervsuddannelse efter at have afsluttet 9. eller 10. klasse.

- Der er stor forskel på, hvor godt erhvervsuddannelserne har fat på de unge, rundt omkring i landet. De største fremskridt er sket i dele af Jylland, Fyn og Syd- og Vestsjælland, mens det går langsomt med at få flere unge til at gå den faglærte vej andre steder, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en pressemeddelelse.

Fra politisk side er der en målsætning om, at det i 2025 skal være 30 procent af en årgang, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Det er der i øjeblikket kun 13 af landets  kommuner, der opfylder, og hverken Guldborgsund eller Lolland kommuner er iblandt, selvom udviklingen i Guldborgsund går den rigtige vej ifølge opgørelsen fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.

Her viser tallene, at andelen af unge fordelt på bopælskommune, der søger en erhvervsuddannelse, i Guldborgsund Kommune er steget fra 20,7 procent i 2015 til 25,2 procent i 2022. I Lolland Kommune er udviklingen gået den modsatte vej fra 25,2 procent i 2015 til 23,4 procent i år.

Der er dog en lang række andre kommuner, hvor andelen er endnu lavere. Helt i bund ligger Gentofte Kommune med blot 3,8 procent.