Rekordlang kampagne er ovre

Snart stopper skorstenene på sukkerfabrikken med at sende vanddamp og den særlige duft af roer ud for i år. Foto: Anders Knudsen

En roekampagne, som næsten har varet et halvt år, er nu slut.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den længste roekampagne, der nogensinde har været.

Det må være overskriften, når folkene på Nykøbing Sukkerfabrik kigger tilbage på sæsonens roekampagne, der startede med at tage de første, økologiske sukkerroer ind 16. september 2020.

Når du læser dette torsdag, skulle de allersidste roer for i år gerne være blevet kørt gennem maskineriet, forklarede direktøren for fabrikken i Nykøbing, Jesper Jeppesen mandag.

Det har på mange måder været et særligt år. Der har været færre maskinelle udfordringer, end man kunne have frygtet, lyder det fra Jesper Jeppesen. Og så er der en helt særlig grund til, at kampagnen endte med at strække sig helt ind i midten af februar.

Sukkerfabrikken i Nakskov blev stoppet allerede 4. januar, og det betød, at i omegnen af 200.000 tons roer skulle den lange vej fra Vestlolland til Nykøbing. Det er heldigvis gået glimrende.

- Hvis alting går efter planen, så slukker vi kedlerne lige efter weekenden, for så er vi færdige med at vaske ud. Mit bedste bud her på stående fod må være, at vi er færdige engang i løbet af mandagen, siger Jesper Jeppesen, som sender en stor tak i retning af alle de ansatte, der har knoklet for at få det hele til at køre.

I omegnen af 200.000 tons roer blev sendt fra Vestlolland til Nykøbing - det forløb heldigvis fint. Foto: Anders Knudsen
Går alt vel, så er sidste produktionsdag mandag i den kommende uge. Foto: Anders Knudsen
Overordnet set har der været færre udfordringer med maskinerne, end fabriksdirektør Jesper Jeppesen havde frygtet. Foto: Anders Knudsen
Med start 16. september og en slutdato i midten af februar er dette den længste roekampagne, Nykøbing Sukkerfabrik nogensinde har præsteret. Foto: Anders Knudsen
Dampen på kedlerne slukker formentlig mandag, hvis alt går, som det skal. Foto: Anders Knudsen