Rekordstor søgning mod Næsgaard

Næsgaard: Det er en smilende Brian Kofoed Hansen, der midt i eftermiddagstravlheden tager imod på sit kontor på Næsgaard.

Og der er en god grund til, at den 33-årige daglige leder af Ceus Næsgaard har det store smil på, for nyheden om, at hele 75 nye håbefulde elever har fundet vej til uddannelserne på Næsgaard, kommer på et belejligt tidspunkt, når man tænker på den verserende debat omkring den traditionsrige skoles fremtid.

Der må være en fremtid

- Det er dejligt at mærke den store opbakning, der er til skolens uddannelser.

- Og det får da én til at tænke, at hvis ikke der er en fremtid for skolen på den baggrund, hvornår er der så? Spørger Brian Kofoed Hansen og fortsætter selv med at uddybe den store søgning, der må siges at være rekordstor.

- Da jeg kom til for godt to år siden, startede der 40 nye elever efter sommerferien, og sidste år var tallet 65, så med 75 tilmeldte i år, kan vi faktisk sige, at skolens fremtid aldrig har set mere lys ud, end den gør nu, fortæller Brian Kofoed Hansen.

Tallene for de forskellige uddannelser deler sig ud på 15 tilmeldte elever for landmandsuddannelsens vedkommende, 40 vil uddanne sig til dyrepasser, mens 20 har tilmeldt sig anlægsgartneruddannelsen.

Brian Kofoed Hansen forventer også at få mange tilmeldinger senere på året, når skolen tager nye elever ind til oktober, til jul og igen til næste forår.

Stort forarbejde på messer

- Der har været cirka 25 henvendelser hen over sommerferien fra unge, der måske var interesseret i at tilmelde sig en af vores uddannelser.

- Det tal plejer heller ikke at være højere end 10-15 henvendelser, men det hænger nok sammen med, at vi har gjort et stort forarbejde det seneste halve år, hvor vi har været meget aktive rundt omkring for at gøre opmærksom på Næsgaards mange kvaliteter, fortæller Brian Kofoed Hansen og nævner forskellige messer og eksempelvis Roskilde Dyrskue som steder, hvor der er gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på Næsgaard.

Den store havemesse, der blev afholdt på Næsgaard tilbage i starten af juni, havde også 4.000 besøgende, hvillket kom lidt bag på Brian Kofoed Hansen, der slet ikke havde regnet med så stor opmærksomhed til arrangementet.

Meget tilfredse elever

- Det har været et langt og sejt træk med de mange forskellige aktiviteter, som vi enten har arrangeret eller deltaget i, men det har været det hele værd.

- Og vi kan jo se på de landsdækkende undersøgelser af elevernes tilfredshed ved at gå på en landbrugsskole, at Næs­gaard ligger godt 10 procent højere end resten af landets landbrugsskoler i forhold til skolernes gennemsnitstal for, hvor tilfredse eleverne er med deres skole, fortæller Brian Ko­foed Hansen.




75 nye elever har tilmeldt sig, og de mange elever startede fulde af håb i mandags med at tage hul på et helt nyt skoleår på Næsgaard Agerbrugsskole. Midt i debatten om skolens fremtid har der aldrig været større elevsøgning end nu.

Offentliggjort Sidst opdateret