REN BESKED I UV-LAMPENS SKÆR
Her er hygiejnesygeplejerske Marlene Lundemann (til venstre) og mor Heidi Olsen i gang med at sætte fokus på hygiejne og gode vaner hos børnehuset Birkehuset i Øster Ulslev. Foto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen, FT
Hygiejneugen sker hvert år i uge 38, og i år er der fokus på hverdagshygiejne med flere forskellige events rundt omkring i Guldborgsund Kommune.
ØSTER ULSLEV: En god hygiejne kan starte ved håndvasken, hvor eksempelvis sæbe, 30 sekunder og grundig aftørring hver gang kan være den første gode vane.
Sådan lød et af de gode råd, som kunne samles op af især forældre samt børnehave- og vuggestuebørn på en travl morgen i børnehuset Birkehuset tidligere på ugen.
Som én blandt mange lokale institutioner var der her besøg af hygiejnesygeplejerske Marlene Lundemann i anledning af den igangværende Hygiejneugen, som hvert år skyller ind over flere kommuner i uge 38 - således også i Guldborgsund.
Læs også: Maja og Freja sagde godnat i Ikea
Ind under lampen
- Vi tager en snak med forældrene omkring håndhygiejne ved aflevering og afhentning af børnene, og forældrene får mulighed for at prøve den her uv-lampe, som viser, hvor mange bakterier der er på hånden, så de kan se, hvor gode de er til at vaske hænder, forklarede hygiejnesygeplejerske Marlene Lundemann.
Mens Folketidende var på besøg, var der heldigvis "bid". Det var der hos mor Heidi Olsen, som fik sig lidt af en aha-oplevelse efter at have sprittet hænderne af så godt som muligt.
Under uv-lampen dukkede således en klar besked op om, hvordan resultatet af afspritningen egentlig var.
- Det er lidt skræmmende. Det kan jeg godt se, lød det en anelse vantro fra den travle mor til en toårig børnehavedreng.
- Du kan se her, hvordan det er på oversiden af hænderne. Der mangler en del, blev det i bogstaveligste forstand oplyst af hygiejnesygeplejerske Marlene Lundemann.
Læs også: Vi er helt blæst bagover af gæstfriheden
Gal med pegefingrene
Og jo. Da avisens udsendte også forsøgte sig med en umiddelbar pænt grundig afspritning af begge hænder, var den gal igen med især pegefingrene og flere steder på oversiden af hænderne.
Det med håndhygiejne er gået helt af fløjten, efter at mange nu går rundt og føler, at covid-19 er kommet lidt på afstand
Hygiejnesygeplejerske Marlene Lundemann
- Det med håndhygiejne er gået helt af fløjten, efter at mange nu går rundt og føler, at covid-19 er kommet lidt på afstand. Men den er her altså stadig. Samtidig kan vi sådan en dag som i dag se, at der er to, som har brugt afspritning af hænderne, når de ankommer eller afleverer deres børn. Det kan godt gøres bedre, understregede Marlene Lundemann, der i denne uge i hvert fald gør sit til at hjælpe med at sætte fokus på en god hygiejne - ikke mindst den omkring hænderne.
Eksempelvis kunne kommunens hygiejnesygeplejerske fortælle om, at nyere undersøgelser viser, at hele 53 procent af os danskere glemmer at vaske hænder efter toiletbesøg.
God hygiejne er vejen til sundhed
- Med gode vaner, sund fornuft og rene hænder undgår man uønskede "gæster" i maden og andre steder - og beskytter sin egen krops bakterier.
- Man kan selv forhindre smittespredning på arbejde, hjemme, i skolen, hos vennerne, til sport eller på udflugt.
- Brug de gode vaner hver dag, så det bliver lettere for dig selv og andre at være sikker og sund.
- Der er flere gode råd på www.hygiejneugen.dk.
Kilde: Rådet for bedre hygiejne
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke