René Christensen afviser krise: - Man skal huske at skille det ad

Det er ikke partiets politik, der i de seneste dage har været ramt af kritik, understreger et af Moderaternes nyeste medlemmer, René Christensen fra Guldborgsund. Arkivfoto: Anders Knudsen

Trods turbulens og et nyt medlem, der har forladt partiet, fastholder René Christensen, at problemerne i Moderaterne er organisatoriske og ikke politiske, og understreger, at partiet stadig står stærkt i dansk politik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en ærgerlig sag, men den har ikke noget med politik at gøre.

Det handler om det organisatoriske.

Sådan lyder budskabet fra René Christensen (M), der sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune, efter godt to uger med kaos i hans parti Moderaterne.

BT har kunnet afsløre flere episoder med dårligt arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat, hvilket foreløbig er kulmineret med, at partiets folketingsmedlem og medstifter Jeppe Søe har forladt partiet.

Det er jo det, der er så ærgerligt, for det er jo arbejdspladsen Moderaterne, der ikke har fungeret.

René Christensen

Men René Christensen mener, at sagerne handler om organisatoriske problemer, men at den politiske linje stadig er den samme, og derfor altså ikke rykker noget ved hans planer om at blive i partiet og forsat være folketingskandidat.

- Det er jo det, der er så ærgerligt, for det er jo arbejdspladsen Moderaterne, der ikke har fungeret. Det er ikke det politiske ståsted, der har været udfordringen. Det synes jeg, at man skal huske at skille ad, siger han.

Stadig central spiller

Rene Christensen skiftede tidligere på året sit forhenværende parti Dansk Folkeparti ud med moderaterne, efter i mange år at have været en central figur partiet.

En af hovedårsagerne til, at René Christensen forlod DF, var, at det var blevet et parti, der "ikke turde tage magten" og være med der, hvor beslutningerne bliver truffet.

Med Jeppe Søes afgang fra Moderaterne har partiet nu mistet tre folketingsmedlemmer siden valget i 2022.

Alligevel mener René Christensen ikke, at det vil påvirke hans partis evne til fortsat at være en central spiller i dansk politik.

- Tværtimod vil jeg sige. For det viser, at partiet kan træffe nogle vigtige beslutninger både politisk og organisatorisk, siger han:

- Det er de udfordringer, der kan være, når væksten kommer så hurtigt, og partiet er så nyt. Men jeg tror ikke, at det kommer til at spille ind på det politiske.

Oplevet det samme i DF

Kommer det til at splitte partiet?

- Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Folketingsgruppen er enige om, at det skal løses. Jeg har oplevet det samme i DF med Arbejdstilsynet, og det overlevede vi jo også.

Så den her sag ændrer ikke noget?

- Nej. Og det tror jeg heller ikke, at det gør for de andre partier, der skal arbejde sammen med Moderaterne.