Revydirektør før premiere: - Ingen plads til Trump

Thomas Mørk, Jeanne Boel og Jesper Lundgaard (billedet) er igen i år klar til at få vinterrevy-publikummet til at grine. Og i år får de tilgang af Lone Rødbroe på scenen. Arkivfoto: Ingrid Riis

Nykøbing Falster Revyens vinterrevy har premiere i aften. Missionen er, at folk skal grine, fra de kommer, til de går.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal grines fra start til slut, når 2025-udgaven af Nykøbing Falster Revyens vinterrevy i aften har premiere på Nykøbing F. Teater.

Det er i hvert fald missionen for revyfolkene, som gerne vil tilbyde publikum et humoristisk lyspunkt i vintermørket.

Derfor bliver der heller ikke nogen numre om den nye amerikanske præsident Donald Trump.

- Vi har valgt ikke at give Trump plads i revyen, for publikum skal helst grine, fra de kommer, til de går. Og med den tid, vi lever i, skal vi så ikke glemme Trump og Musk i 80 minutter og bare grine?, siger revydirektør Mickey Pless.

Han tilføjer, at et nummer om Trump ville passe bedre ind i sommerrevyens koncept.

- Vinterrevyen er en god, gammeldags lagkagerevy. Det er revynumre, som vi ved virker, fordi de allerede har været lavet andre steder. Vi har kun 14 dages produktionstid til vinterrevyen, så det skal være noget, der bare kører. Vi kan ikke nå at lave andet, forklarer Mickey Pless.

Årets revyhold bliver det samme som sidste år, med en enkelt tilføjelse: Skuespilleren Lone Rødbroe, der er søster til revyens forestillingsleder Lars Rødbroe, er ny på scenen i Nykøbing, men ikke i revysammenhæng.

Og hende kan publikum glæde sig til, lyder det fra Mickey Pless.

- Hun er meget morsom og gennem-musikalsk, og hun har blandt andet et nummer, hvor hun spiller på alle mulige instrumenter, fortæller han.

Udover Lone Rødbroe består årets vinterrevyhold af Jesper Lundgaard, Thomas Mørk og Jeanne Boel. Sidstnævnte er også instruktør.

Vinterrevyen spiller frem til og med 2. februar, og der er stadig ledige billetter, oplyser Mickey Pless.

Læs også:

Vinterrevy fortsætter og udvider

Overraskede stort torsdag: Hold nu op, hvor er han god

Stående bifald til vinterrevyen: - Det var herligt åndssvagt

- Folk stoppede mig i Føtex og sagde tak