Revyen er kommet godt gennem krisesituation

Mickey Pless og resten af holdet bag Nykøbing Falster Revyen knokler for tiden med at gøre klar til næste års revy og minde folk om, at den er der. Snart kommer endnu et indspark, som skal huske omverdenen på netop det. Foto: Flemming Keith Karlsen/arkiv

Mickey Pless garanterer, at der bliver Nykøbing Falster Revy næste sommer, og afslører, at der er masser af ting at skrive om til den.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mickey Pless kunne ved et arrangement forleden på teatret afsløre, at Nykøbing Falster Revyen helt sikkert spiller næste år.

Coronavirus eller ej, så har revydirektøren og resten af holdet bag denne en plan b for, hvordan den kan afvikles.

Den vil han dog ikke gå nærmere ind i endnu, men han forsikrer, at der ikke bliver rykket på datoerne, 10. juni - 21. august, hvor den spiller.

- Det er vigtigt for mig, for byen og publikum, at der er revy, og derfor spiller vi også i 2021, også selv om der er restriktioner, siger han og understreger, at det ikke blive for et fyldt teater, som normalt, da man vil have stor fokus på publikums sikkerhed.

Derudover glæder han sig over at lægge et hårdt år, hvor den forbistrede virus førte til aflysning af revyen, bag sig.

- Det har været et benhårdt år 2020, men det har givet mig meget erfaring i at håndtere en krisesituation. Vi er kommet godt ud på den anden side, og vi er tilfredse med det, siger han og tilføjer, at regnskabet har lidt under aflysningen:

- Revyen kommer ud med underskud i år, det kan ikke undgås, det gør alle revyer i Danmark. Men jeg har prøvet at holde igen med pengene og ikke bare kastet alt muligt i grams, og jeg tror, at vi kommer ud på den anden side godt rustet til, at vi klarer det. Så skal vi bare give den gas.

Holder gryden i kog

Selv om der ikke blev revy i år, har Mickey Pless og co ikke ligget på den lade side.

Foruden arrangementet på teatret forleden, hvor han fortalte publikum om sin opvækst og vej til revyen og krydrede det med musikalske indslag, har han arrangeret flere koncerter.

Til december spiller han med Birthe Kjær ved en julekoncert på teatret, i september optrådte han med Dario Campeotto i Søllested, og den modne herre var også blandt navnene ved det nye initiativ "Sommersang på Torvet", der fandt sted i Nykøbing i august.

Fire onsdage optrådte forskellige kunstnere med revyorkestret som backup afsluttende med Rikke Buch Bendtsen og Rasmus Krogsgaard.

De to er med på revyholdet næste sommer, og det var således en reminder om, at der da er revy igen.

Revydirektøren fortæller, at der er meget bud efter ham, og han kan med initiativerne også holde revygryden i kog.

- Nu vi ikke har kunnet spille revy i år, så skal folk vide, at vi er her stadigvæk. Selv om det har været hårdt, så er vi her, vi bliver her, og nu ser vi frem til 2021, siger han og glæder sig over den store opbakning fra lokale borgere og aktører.

Samarbejder med ministerie

Sideløbende med de mange andre aktiviteter arbejdes der til stadighed med at lave en god revy til næste sommer.

Faktisk var Mickey Pless midt i det, da Folketidende fangede ham.

- Jeg er lige nu på vej til et møde med en revyforfatter, hvor vi skal tale om tekster. Lige nu er der så mange emner oppe, som vi kan bruge til revy - Trump, regeringen og meget mere - så vi taler om, hvad vi kan have med, og hvad der er forældet, når vi når til næste sommer, siger han og uddyber:

- Det giver ro i sindet, når man ved, at man har en plan, og ved, at man kan gøre nogle ting, hvor det lykkes. Det bliver mere roligt.

Det samme gør det, at myndighederne er opmærksomme på, at teater- og oplevelsesindustrien er hårdt ramt.

- Jeg havde møde med kulturministeren (Joy Mogensen (S), red.) i går på Skype, og de er begyndt at tænke på, hvad de kan lempe på af krav, og hvad vi kan gøre for at tilpasse os, så vi kan lave revy. Vi har et rigtig fint samarbejde, kulturaktører og kulturministeriet, siger han.