NYKØBING: Eleverne på Revyskolens første hold, havde onsdag aften deres første premiere på forestillingen "Kun for sjov", og den gik ganske glimrende.
Sprøjtehusets teatersal var fyldt med glade publikummer, mange familiemedlemmer og en del venner af de unge optrædende, der var med til at gøre, at publikummet var gennemsnitligt yngre end så ofte til revyer.
Ifølge Flemming (bagmand og instruktør) og Birthe Krøll er det også noget af idéen bag revyskolen at tiltrække unge til genren.
Og det unge hold nød åbenlyst at optræde og ikke mindst at publikum grinede og klappede og i det hele taget var meget medlevende.
Klappede taktfast
Annonce
Tirsdag havde de syv revyelever holdt forpremiere for få tilskuere, det gik ikke helt så fantastisk. Desto større var glæden onsdag aften, da den fyldte teatersal stillede sig op og klappede taktfast efter det sidste nummer.
Som altid ved en revypremiere stod Flemming Krøll i døren og bød velkommen. Foto: Lise RavnkildeLise Ravnkilde
18-årige Victor Helvig, der udover at være elev på Revyskolen også går i 2. g på Katedralskolen, nød til fulde det glade publikum.
- Det er bare federe, når stemningen er i top, sagde han efter forestillingen.
Victor Helvig har vidst i mange år, at han gerne vil være skuespiller. Han bliver færdig med sin studentereksamen næste år, samtidig med at den toårige uddannelse på Revyskolen slutter. Og så planlægger han, at turen skal gå til København og en uddannelse som skuespiller.
Jeg elsker revy, det er en fed genre.
Victor Helvig
- Jeg elsker revy, det er en fed genre, siger han.
Det samme synes Ida Stæchmann. Hun har set revyer siden sin tidlige barndom og har været rundt i hele Danmark og set rigtigt mange forskellige revyer.
At det ikke er mange i hendes aldersgruppe, der deler begejstringen for revy-genren, ved hun godt. Men hun har efterhånden fået overbevist flere af sine venner, om, at det er værd at gå til revy.
- Jeg betalte billetterne og tog nogle af mine venner med i Nykøbing Revyen. Før forestillingen mente de ikke, det var noget for dem. Men i dag er det nogle af dem, der hjælper til med de praktiske ting, fortæller Ida Stæchmann.
Har et år tilbage
Hun drømmer ikke om at blive skuespiller, hun håber på, at kunne uddanne sig som instruktør og produktionsleder. Noget hun allerede har øvet sig på under denne forestilling.
Annonce
De syv elever, der optrådte i forestillingen "Kun for sjov", har alle gået på Revyskolen i et år, og har endnu et år tilbage på skolen.
Flemming Krøll fortæller, at eleverne i det kommende år blandt andet kan se frem til mere personinstruktion og karakterdannelse. Han var i øvrigt ganske tilfreds med elevernes præstationer onsdag aften.
Victor Helvig og Ida Stæchmann i nummeret om grænsekontrollens opgaver med at konfiskere smykker fra indrejsende flygtninge. Foto: Lise RavnkildeLise Ravnkilde
Forestillingen "Kun for sjov" er sammensat af gamle revynumre og professionelt akkompagneret af Jørn Bonde på klaver og Anton Bring Mortensen.
Lys og lyd var i top og regiet velfungerende med trappe med lys, stjernebagtæppe og masser af rekvisitter og kostumer.
Fredag aften giver Revyskolen endnu en forestilling, billetter kan købes på billetten.dk
Guldborgsund Revyskole
Eleverne bliver undervist to gange om ugen. Hver mandag og onsdag fra klokken 17 til 21, og det foregår på Kulturfabrikken. I alt bliver de undervist i godt 300 timer pr. år.
Guldborgsund Revyskole er finansieret af Guldborgsund Kommune, og deltagerne betaler selv 2.500 kroner for et års undervisning.
På talentlinjen arbejdes der intensivt med de tre grundlæggende scenekunstfaglige discipliner med relevans for revyen: karakterarbejde, sang og dans, ligesom du vil få et teoretisk og historisk indblik i revy og scenekunst.
Man kan gå på talentlinjen sideløbende med for eksempel en ungdomsuddannelse eller et arbejde, og linjen er et scenekunstfagligt grundkursus på samme niveau som blandt andet de musikalske grundkurser, MGK.
Seneste artikler
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mystisk nattebesøg ved byggemarked endte i håndjern
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
De første studenter springer ud: - Det er surrealistisk
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Gigant vil udvide på Falster
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød