Rino oplevede tyfonens øje

MOALBUAL I dagene op til 18. december gik Rino Jensen, der er født og opvokset i Vantore og uddannet i Nykøbing, egentlig ikke og var videre nervøs over de sporadiske meldinger, der i ny og næ tittede frem i nationale og internationale medier i Filippinerne, hvor han har boet i godt 12 år.

Det var noget med et blæsevejr af en art - ikke noget ekstraordinært på de mange tropiske øer, der udgør landet, nærmere det modsatte.

- Jeg har været her i mange år nu, og oftest er det egentlig bare en storm i et glas vand, så at sige. En tyfon i kategori ét eller to (på en skala fra ét til fem, hvor fem er mest voldsom, red.) er i store træk bare et rigtig kraftigt blæsevejr med noget regn, og det er ret normalt. De lokale medier skrev ikke meget om det, og de internationale regnede heller ikke med, at det ville blive meget mere. Men meldingen var dog, at stormen ville ramme lige henover landet, fortæller Rino Jensen her snart to uger efter, stormen gik i land.

Men som stormvejret nærmede sig, gik alvoren op for meteorologer, journalister og ikke mindst dem, der boede i den forudsagte retning for stormvinde og regnmængder, der måles i centimeter.

- Dagen før Rai (tyfonens meteorologiske navn, red.) gik i land, snakkede de på BBC om, at det pludselig kunne gå hen og blive en tyfon i kategori fire, måske endda fem. Der spidsede jeg ører. Så jeg fik lukket kontorerne, vi har hernede, begyndte at stormsikre huset og binde ting fast til noget, der stod godt fast, og så var det ellers bare at vente på, der skete noget, forklarer Rino Jensen over en ustabil internetforbindelse fra Moalbual, et område syd for Cebu City, en af landets største byer.

Stormen ramte, og det var, med Rinos egne ord, en voldsom oplevelse. Heldigvis klarede Rino og hans allernærmeste skærene ganske uskadte.

- Vi har været heldige. Vi har fået lidt vandskade i huset, vandet er simpelthen blæst vandret ind ad lukkede vinduer. Vi bor i et ret moderne hus, som holdt fint, det er jo bygget til lige netop det her, men vi er uden vand og strøm, internet og telefonsignal for det meste, også her snart to uger efter, tyfonen ramte. Vi havde heldigvis et lager af vand på kontoret, der ligger en håndfuld kilometer fra vores hus, så vi slap for at stå i kø for vand i timevis. Men det er den samme historie med benzin - den koster tredobbelt pris, man holder i kø i timevis, og man kan kun få 5 eller 10 liter ad gangen. Så vi er slet, slet ikke der, hvor alt bare virker, understreger Rino Jensen.

Den første håndfuld dage efter katastrofen gik uden den store kontakt til den resterende omverden. Det tog to og et halvt døgn overhovedet at få en enkelt besked hjem til Danmark om, at alt, efter omstændighederne, naturligvis, var ok for Rino og familie på Filippinerne.

Rinos virksomhed, der udbyder hjælp til diverse ydelser til danske og europæiske virksomheder, ligger også vandret. Men ikke på den måde, den normalt gør.

- Det her har jo fået store konsekvenser for rigtig mange - jeg har 40 ansatte, og 10 har mistet deres huse. De bor på vores kontor med børn og ægtefæller, og jeg ved ikke hvad - der hænger undertøj på computerne, der ligger T-shirts på stolene. Det er sådan, det må være, og jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg kan være med til at gøre en lille forskel for nogle gode mennesker, forklarer Rino Jensen.

- Jeg har den klare opfattelse, at jeg hellere vil være her end ikke at have været her. Det lyder nok mærkeligt, men jeg har "nydt" det lidt. Så ekstrem en situation, hvor jeg har kunnet gøre noget godt for nogen helt konkret. Jeg kender jo folk i området, og der var vi rundt morgenen efter og hjælpe med at rydde op, skære træer ned og bare spørge folk helt konkret om, hvordan vi kunne hjælpe med noget. Vi levede i et vakuum den første uges tid, hvor der ikke rigtig var signal på nogen telefoner. Alt blev barberet ind til benet, og det oplever man jo aldrig rigtig på den måde, forklarer udenlandsdanskeren over en skrattende forbindelse.