- Hvis ikke vi havde en håndværker i klubben, havde vi været noget på røven...
Villy Hansen er formand for Stubbekøbing Roklub, og han er ved at være godt træt af, at nogen finder det morsomt at smadre ruder i roklubbens bådhal på Vestergade i Stubbekøbing.
I fredags opdagede et af klubbens medlemmer, at det var sket igen. Nogen har kastet småsten gennem de små ruder i vinduet over portene ind til bådhallen.
- Jeg tror efterhånden, at det er syvende gang indenfor et år. Og der ryger seks-syv ruder hver gang. Sidst, det skete, var for 14 dage-tre uger siden. I foråret skete det også tre-fire gange. Og et par gange i december.
- Det er godt nok surt, at de ikke kan lade tingene være, siger Villy Hansen.
Annonce
Han forklarer, at det er småsten, der bliver kastet gennem ruderne. Og det er ikke kun vinduet over hovedindgangen, der får sig en tur. Hærværket er også gået ud over andre vinduer i bygningen.
- Ikke drengestreger, men hærværk
Og hærværk er netop den rette betegnelse, mener formanden.
- Når det er så omfattende, så er det ikke drengestreger, men hærværk. Vi ved ikke, hvem det er, eller hvorfor de gør det, men jeg tror ikke, at der er nogen, der er sure på os, siger Villy Hansen.
Indtil videre har hærværket ikke haft større økonomiske konsekvenser for klubben, men det skyldes alene, at man selv har haft gamle vinduesglas og den rette ekspertise til rådighed.
- Men jeg har snart ikke mere glas. I sidste uge satte vi fem nye glas i, men nu er der blevet smadret igen, siger Villy Hansen og tilføjer, at der også er et forsatsvindue på listen over smadrede ruder.
Har I meldt det til politiet?
- Det gjorde vi den første gang, men der skete ikke rigtig noget ved det, udover at vi fik at vide, at anmeldelsen var modtaget, fortæller Villy Hansen.
Han håber, at nogen har observeret noget, så gerningsmændene snart kan blive fundet, og hærværket stopper.
- Der går jo mange folk forbi dernede, så det kan jo godt være, at der er nogen, der har set eller hørt noget.
Annonce
- Det kan være, at vi snart bliver nødt til at sætte kameraer op. Vi er godt nok trætte af det, siger ro-formanden.
Villy Hansen har været formand for Stubbekøbing Roklub i over 40 år, og selvom han smiler på billedet her, så forsvinder smilet, når snakken falder på det hærværk, som plager klubben. Arkivfoto: Ingrid Riis.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde