Røverne gemte sig måske på taget

I forbindelse med efterforskningen af røveriforsøget mod Føtex har politiet fundet en otte meter lang alumininiums-skydestige på taget af varehuset.

Det viser sig, at stigen stammer fra byggemarkedet Jem&Fix, som har en forretning lige ved siden af Føtex. Men om røverne først har været i Jem&Fix for at stjæle stigen, melder historien foreløbig ikke noget om.

Fundet af stigen er yderligere et tegn på, at røverne muligvis har gemt sig på taget af varehuset og ventet på, at pengetransporten skulle dukke op.

Udover stigen har politiet nemlig også fundet et reb, som hang ned fra taget langs varehusets ydermur. Men om røverne reelt har været oppe på taget, og hvad de har lavet deroppe, ved politiet endnu ikke.

De to røvere slog til mod pengetransporten ved Føtex kort efter klokken 21 i aftes, men måtte flygte tomhændede. De forsvandt i en mørk bil i høj fart i retning mod Sakskøbing.




Politet har fundet en otte meter lang skyde-stige på taget af Føtex og et reb, som hang ned fra bygningen.

Offentliggjort Sidst opdateret