Rykker sammen i bussen
Væggerløse Hallen efter branden. Foto: Flemming Keith Karlsen
Flemming Keith Karlsen
Brugere af Væggerløse Hallen mødtes i konstruktiv stemning efter brand hærgede hallen.
Brugerne af Væggerløse Hallen mødtes torsdag eftermiddag for sammen med Guldborgsund Kommune at finde løsninger på en fremtid med en brændt idrætshal.
Om hallen efter tirsdagens voldsomme brand er totalskadet eller kan repareres, er endnu uvist, fordi taksatorarbejdet ikke er færdigt.
Men formand for Guldborgsund Kommunes kultur, fritid og bosætningsudvalg, Martin Lohse (G), lagde ud med at love, at Væggerløse får sin hal igen - enten en ny eller en renoveret version af den gamle.
Et budskab, forsamlingen af fodboldspillere, badmintonspillere, gymnaster, lokalråd med flere tog godt imod. Der er også aftalt et nyt møde mellem brugerne og kommunen, når de økonomiske muligheder er afklaret.
Det glæder især formand for Sydfalster Lokalråd, Jakob Kjær Hansen.
- Vi har selvfølgelig en akut situation, der skal løses. Men i lokalrådet har vi også fokus på, hvilket tilbud vi får på længere sigt. Vi havde en hal, der ikke længere var helt tidssvarende, og vi ønsker en hal, der imødekommer brugernes behov i fremtiden. For eksempel med udvidelse af cafeteriet og omklædningsfaciliteterne, der er stor efterspørgsel på. Måske kan vi forene fondsmidler med forsikringspenge og få en endnu bedre hal, siger Jakob Kjær Hansen.
Han er glad for den ånd, Væggerløseborgerne møder hinanden i, når noget trist som en halbrand sker.
- Der bliver vist samfundssind, respekt for hinanden, fleksibilitet og stor imødekommenhed, mener Jakob Kjær Hansen.
Kører gerne til Gedser
Hos Ældre Sagen står Kirsten Reincke Skovlund Hansen med cirka 100 medlemmer, der plejer at dyrke gymnastik og stoleyoga i Væggerløse Hallen. Her var der også god vilje til at finde løsninger.
- Vi rykker gerne til Gedser. Der kan være fire i en bil, og så kommer vi vores medlemmer i Gedser møde, så det ikke altid er dem, der skal køre nordpå, fastslår Kirsten Reincke Skovlund Hansen.
Læs artiklen"Sluknings-arbejdet tog otte timer" og se billederne fra branden
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker