Det var et rystende syn, der mødte Therese Jeppesen søndag for halvanden uge siden, da hun var ude for at lede efter sin kat, Albert, der ikke var vendt tilbage til hjemmet på Grønnegadevej i Kettinge.
For i byens nu nedlagte grusgrav blev hun mødt af et trist syn. Det fortæller Therese Jeppesen til Folketidende.
- Søndag formiddag mister jeg signalet til kattens halsbånd, og da Albert ikke kom hjem til aftensmad, som han plejer, besluttede vi os for at gå ud for at lede efter ham.
Fandt også ødelagt GPS-halsbånd
- Vi gik hen til det sidste signal, som GPS'en i halsbånd havde efterladt, og der fandt vi vores kat skudt i grusgraven. Der ligger to fasaner ovenpå, som om man havde forsøgt at skjule ham, og så lå det ødelagte GPS-halsbånd ved siden af, fortæller en trist Therese Jeppesen.
Annonce
Therese og kæresten besluttede at melde sagen til politiet, men hendes skuffelse blev blot større, da hun fandt ud af, politiet ikke ville tage sig af sagen.
- De fortalte mig, at de ikke ville gå videre med sagen, fordi jeg ikke kan udpege gerningsmanden. Det forstår jeg ikke. Jeg har videoovervågning på ejendommen, som filmer ned ad vores private vej, fortæller hun og peger på, at hun tror, det er jægere, som angiveligt kommer til den nedlagte grusgrav hver søndag, som har skudt hendes kat.
Må ikke skyde i området
- Jeg ser dem køre derned hver søndag, selvom de ikke må skyde i området. Det, har jeg fået at vide af Dyrenes Beskyttelse, er ulovligt. Jeg har fortalt det til politiet, men alligevel vil de ikke gå videre med sagen, lyder det undrende.
- Jeg ved ikke, om det "bare" er fordi, det er en kat, det drejer sig om, at de ikke vil gå videre med det, siger Therese Jeppesen.
Hun ærgrer sig over, at politiet ikke vil tage sagen op, og så havde hun også håbet, at dem, der har gjort det, bare var kommet forbi og havde sagt det, for så kunne hun nemmere have bearbejdet det, fortæller hun.
Her fandt Therese Jeppesen sin kat. Liggende sammen med to fasaner - også døde. PrivatfotoPrivatfoto
Derfor går politiet ikke videre med sagen
Joakhim Møss, der er politikommissær i sekretariatet i Nykøbing Falster, afviser, at det er fordi, sagen handler om en kat, at de ikke går videre med Therese Jeppesens anmeldelse.
Han bekræfter, at de har modtaget anmeldelsen om den døde kat og fortæller, hvorfor de i første omgang måtte fortælle, at de ikke ville gå videre med sagen.
- Det har vi ud fra den betragtning, at vi ikke har fået bragt noget som helst konkret til bordet. Der er blevet nævnt ti jægere, som kommer forbi. Men det er ikke nogen, vi kender og heller ikke nogen, som anmelder kender. Det er det, vi tager udgangspunkt i.
Annonce
Klar til at genoptage sagen
- Vi har ikke en konkret mistanke mod en gerningsmand, vi har intet konkret at gå videre med, andet end at vi ved, der er sket eller andet.
- Vi kunne forstå på anmelder, at hun ville tage kontakt til dem (jægerne, red.), når de er der næste gang, og vi sagde, at hun gerne måtte vende tilbage til os, hvis hun får flere oplysninger i sagen. Det gælder også andre, der skulle have set noget eller vide noget, så er de mere end velkommen til at kontakte os.
- Men lige nu har vi ikke rigtig noget, vi kan tage udgangspunkt i. Hvis der havde stået en bil med et registreringsnummer, så havde vi kunnet gå videre med det. Der er ingen, der har set noget, og vi ved ikke, hvem det er. Hvis nogen kan gøre os klogere, så sagen kan genoptages, så gør vi gerne det, slår politikommissæren fast.