Så blev første spadestik taget

Så er første spadestik til den nye ambulancebase lidt uden for Nørre Alslev taget. Det sørgede borgmester Simon Hansen (S) og regionsrådsformand Heino Knudsen (S) for tirsdag eftermiddag. Foto: Kim Møller Pedersen

Det første spadestik til den nye ambulancestation i Nørre Alslev blev taget af borgmester og regionsrådsformand i fællesskab. Den forventede aflevering af et fikst og færdigt byggeri er sat til 15. april næste år med ibrugtagning fra 15. maj 2024.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE ALSLEV: Ambulance Sjælland er ved at opføre syv ambulancebaser rundt om i Region Sjælland. Ét af stederne bliver lidt uden for Nørre Alslev lige op ad motorvejen.

Det kunne man ved selvsyn konstatere tirsdag eftermiddag, hvor der var indkaldt til første spadestik-arrangement på Rigavej.

Nye faciliteter baner vej

- Det med at hjemtage halvdelen af ambulancekørslen i regionen er ikke sådan bare lige noget, man gør. Det er svært at rekruttere personale, men jeg er overbevist om, at de her nye faciliteter vil være med til at bane vejen for, at det lykkes.

Sådan lød det blandt andet fra regionsrådsformand Heino Knudsen (S), da han som en af de indbudte talere trådte frem på "jordscenen" foran reddere, byggerådgivere, entreprenører og andet godtfolk.

Fra 1. februar 2024 

Baggrunden for den bemærkning var naturligvis det faktum, at Region Sjælland fra 1. februar 2024 hjemtager ambulancekørslen i to af regionens fire ambulancedistrikter. Ambulance Sjælland starter således drift den 1. februar 2024. Det kræver nybyggeri som tilfældet er ved Nørre Alslev.

Der kommer til at stå en ambulance fast her på basen i Nørre Alslev.

Benny Jørgensen, direktør ved Præhospitalt Center i Region Sjælland

- Der kommer til at stå en ambulance fast her på basen i Nørre Alslev. Men der er plads til to, hvis der viser sig at blive brug for det, lød det fra direktør ved Præhospitalt Center i Region Sjælland Benny Jørgensen.

Han skønner, at der kommer til at mangle mellem 70 – 80 reddere, når regionen overtager fra Falck.

Op mod 334 kvadratmeter

I alt 234 kvadratmeter kommer den nye ambulancestation til at tilbyde det kommende personale, og hertil skal lægges 80-100 kvadratmeter garage.

Indtil nøglerne til den nybyggede base overdrages på Rigavej, korttidslejer regionen den eksisterende Falck-base.

- Det er hensigten, at den gamle Falck-base så skal pilles ned og sættes op igen i Dianalund i stedet for, tilføjer præhospital direktør Benny Jørgensen.

Præhospital og akutberedskab

Akutberedskabet varetager den akutte sundhedsfaglige præhospitale indsats i Region Sjælland. Som hovedregel begynder indsatsen med et opkald til 1-1-2 og afsluttes oftest med en indbringelse til et sygehus med overlevering til sundhedsfagligt personale på sygehuset.

Præhospital betyder før-hospital. Det vil sige sundhedsfaglig hjælp til borgere og patienter, inden de kommer til hospitalet.

Grundstammen i akutberedskabet i Region Sjælland består af et finmasket net af avancerede præhospitale ressourcer bestående af ambulancer, paramedicinerbemandede ambulancer, paramedicinerbemandede akutbiler, AMK-lægebil, præ- og interhospital transportenhed (PIT-bil) samt akutlægehelikopter.