Sabrina blev ramt af sclerose som 19-årig – nu går hun efter indflydelse
Sabrina Håkonsson på 31 år stiller op ved kommunalvalget for Socialdemokratiet Guldborgsund. Hun blev kronisk syg, før hun fik en uddannelse, og håber nu at kunne hjælpe andre unge videre i livet. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
21 kandidater stiller i år op for Socialdemokratiet ved kommunalvalget i november. Et af de helt nye navne er Sabrina Håkonsson, som aldrig har drømt om at være i politik. Men en helt konkret udfordring fra sit eget liv har givet hende et ønske om at hjælpe andre.
Da Sabrina Håkonsson (31 år) var bare 19 år gammel, blev hun diagnosticeret med sclerose. Et enormt chok for den unge kvinde, som kort tid efter også blev ramt af blodpropper og indlagt på hospitalet af flere omgange.
Desværre blev hun fejlmedicineret, hvilket gav hende problemer med hjertet, og først efter en indlæggelse i Roskilde følte hun sig grebet.
- Jeg var så ung, og jeg blev syg, før jeg nåede at tage en uddannelse. Oven i det var jeg også ny mor.
Fakta om sclerose
Sclerose (også stavet sklerose) kaldes også multipel sclerose eller dissemineret sclerose. MS er den almindelige forkortelse.
Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen.
Mennesker med sclerose har et immunsystem, som er overaktivt og derfor reagerer uhensigtsmæssigt. Normalt hjælper immunsystemet med at bekæmpe virus og bakterier, men når det er overaktivt, angriber det også kroppens raske celler.
Sygdomsudviklingen er dog vidt forskellig blandt personer med sclerose, og derfor vil nogle være meget hæmmede af sygdommen, mens andre kun er ganske lidt påvirket.
Kilde: Scleroseforeningen
I dag er hun medlem af bestyrelsen i scleroseforeningen, og når kommunalvalget går i gang i november, står hun på stemmesedlen for første gang.
- Jeg er ikke en af dem, der har drømt om at være politiker, siden jeg var helt ung. Det er noget, jeg gør, fordi jeg har oplevelser bag mig og en viden om det her område, som der skal gøres noget ved. Og den bedste metode er at søge indflydelsen selv, forklarer hun, der er født og opvokset i Nykøbing, hvor hun også bor i dag.
Annonce
Fokus på unge og handicappede
Sabrina Håkonsson har valgt Socialdemokratiet, fordi partiet ifølge hende selv "fint accepterer en kandidat uden en lang uddannelse og en lang portefølje af titler og poster."
Udover selv at have en sygdom, så er hun også pårørende. Blandt andet til sin datter, der er født med den kroniske lungesygdom cystisk fibrose.
- Jeg ser virkelig ikke mig selv som "bare" en politiker. Jeg møder rigtig mange mennesker, som ikke tør stå frem, men som vil kunne se noget af sig selv i min historie. Det er også meget nyt for mig at skulle stille mig frem, men jeg mener, at jeg har noget at byde på.
Sidste år fik Sabrina Håkonsson bevilliget førtidspension efter 11 års sygdom. Hun er klar over, at hun formentlig stikker ud blandt kandidaterne på grund af sin baggrund. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Modsat en del andre kandidater har hun ikke inddraget ældrepleje blandt sine mærkesager. Hendes fokus er på unge, på tilflyttere og på mennesker med et handicap.
- Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg virkelig ikke vil hjælpe de ældre. Og selvfølgelig vil jeg også det. Men det er der mange andre, som har fokus på. Jeg har fokus på det, som jeg er god til, forklarer hun.
Unge vil vise deres interesser
Især håber hun at kunne hjælpe kommunen med at få flere unge ud i beskæftigelse, selvom de har en fysisk eller psykisk diagnose. Det lykkedes aldrig for hende selv. Hendes kernesag er de unge, der har brug for hjælp til at gennemføre folkeskolen - og få en uddannelse herefter.
- Færre unge skal have lyst til bare at forsvinde. Vi ser det af og til ske, hvor de bliver efterlyst af familien. En idé kunne være et hus, hvor de kan være. Det skal ikke være igennem SSP, men hvor der er en mentor, som kan støtte dem, samtidig med at de får noget line. Hvor de kan komme forbi og vise deres biler frem eller lave events med make-up. Hvor de kan vise deres interesser.
De opstillede kandidater for Socialdemokratiet:
En ny regel i partiet er, at de første seks pladser skal være skiftevis mand og kvinde.
1. Simon Hansen
2. Katrine Burmann
3. Dennis Fridthjof
4. Britta Lange
5. Martin Pedersen
6. Heidi Utermøhl
7. Ole Bronné Sørensen
8. Martin Martinsen
9. Henriette Jensen
10. Sabrina Håkonsson
11. Andreas Green
12. Stefan La Fata
13. Yavuz Sari
14. Finn Jensen
15. Jackie Lehmann Hansen
16. Henning Tønning
17. Almin Gabela
18. Erik Damgaard
19. Morten Koborg
20. Flemming Engler
21. Harald Pedersen
Sidste år fik Sabrina Håkonsson bevilliget førtidspension efter 11 års sygdom. Hun er klar over, at hun formentlig stikker ud blandt kandidaterne på grund af sin baggrund.
Annonce
- Men det kan være en fordel. Jeg har selv været igennem de her ting, og jeg kan ikke nå at hjælpe mig selv. Men jeg kan nå at hjælpe andre. Og det vil jeg enormt gerne.
Seneste artikler
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne