RADSTED: For mange er byen næsten synonym med det store gartneri, der kan spottes lige før eller efter byskiltet, alt efter om man kommer fra Nykøbing eller Sakskøbing.
Der er også noget at se til for de i alt 17 mænd og kvinder, der har deres daglige gang i Radsted Gartneri, selv om højsommeren faktisk er lavsæson for gartnerierne landet over.
- Folk planter jo som udgangspunkt rigtig meget i foråret, og så bruger de sommeren på at sidde og nyde det ude i haverne, så det er, sådan overordnet set, relativt stille lige nu, fortæller Annemette Funch Mølgaard, der er blomsterdekoratør hos Radsted Gartneri.
Noget at se til
Hun slipper ikke på noget tidspunkt arbejdet, selv om undertegnede står og stiller hende spørgsmål om stort og småt.
Annonce
- Jeg kan sagtens klare begge ting samtidigt. Det er faktisk buketter til vores buketautomat, der står lige her ude foran. Der skal en del til, for den bliver faktisk brugt en del, afslører Annemette Funch Mølgaard og klipper stilkene på nogle lyserøde roser til.
Det er efterhånden tre år siden, at de spottede maskinen på en branchespecifik messe og besluttede, at det var en chance, der var værd at tage. Og det har vist sig ikke at være nogen helt dum ide.
- Vi kan jo se, hvordan og hvornår den bliver brugt, og det er hele døgnet rundt, der er behov for blomster, kan vi fornemme. Om det er klokken fire om natten, så er der alligevel nogen, der køber en buket hist og her, forklarer Annemette Funch Mølgaard.
Vi kan jo se, hvordan og hvornår den bliver brugt, og det er hele døgnet rundt, der er behov for blomster, kan vi fornemme. Om det er klokken fire om natten, så er der alligevel nogen, der køber en buket hist og her.
Annemette Funch Mølgaard, blomsterdekoratør
Kan man kun gisne om
Hvad sådan en skal bruges til på den tid af døgnet, kan man kun gisne om. Men faktum er, at der er et behov. Derfor fik Radsted Gartneri også sat en maskine magen til op på Nykøbing Sygehus. Det har været en smule mere trægt at få i gang, men det er der en ganske naturlig årsag til.
- Vi satte projektet i gang, ligesom coronaen kom, og der kun måtte være én pårørende per besøgende på sygehusende og den slags, så det er klart, der ikke har været så meget gang i automaten, som vi havde håbet på. Men det arbejder min kollega på, siger Annemette Funch Mølgaard.
Mere end bare blomster
Det gør hun faktisk i selvsamme øjeblik.
Annedorthe Blaabjerg, der er voksenelev hos gartneriet, er lige ved at være færdig med tiden på skolebænken. Den slutter til september.
Men for at blive færdig har hun brug for et eksamensprojekt, og det er hér, hun har valgt at hive fat i blomsterautomaten på sygehuset.
Annonce
- Jeg har lavet flere forskellige tiltag - for eksempel havde vi sat priserne ned på 100 kroner stykket for alle buketter uanset førpris. Og så har vi lavet et event, hvor vi har solgt buketterne på den måde. Og så har vi lavet nogle gavekurve, så der er mere end bare blomster, forklarer Annedorthe Blaabjerg.
Annedorthe Blaabjerg er voksenelev og snart færdiguddannet - og hun bliver på gartneriet, når hun er færdig. Foto: Andreas JohansenAndreas Johansen
Det her med at gøre noget ekstra, selv om man egentlig "bare" skal sælge planter og blomster, er noget, der går igen flere steder i butikken.
- For at holde lidt gang i det hele her i sommerperioden, så har vi inviteret til grillarrangement to dage i streg her 9. og 10. august. Vi har haft 100 billetter til salg til hver aften, og der er ikke ret mange tilbage efterhånden, så det er der heldigvis efterspørgsel på, fortæller Annemette Funch Mølgaard.
Seneste artikler
Håndbolddirektør skifter gear: Skal være salgschef i ny branche
Får 54 millioner til at genoprette moseområde
Horslunde får rallyfeber i sommervarmen
Bevaringsværdige ladebygninger står til at blive revet ned: Forening stritter imod
Byggematador sælger strandvejsvilla: Så meget er prisen steget
Mest læste artikler
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Derfor flager busserne i dag
Museum i maribo åbner nyt magasin på lolland-falster