Sælger skolesportsplads
Sportspladsen ligger forrest i billedet, der er taget i 2012, inden Østersøskolen blev revet ned. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Guldborgsund Kommune river ned og sælger ud af fem grunde i Gedser.
GEDSER Står man og mangler en grund i Gedser-området, er der udbudt flere nye til salg - også en velvoksen én.
Sælgeren er Guldborgsund Kommune, som løbende opkøber nedrivningsmodne ejendomme og sælger grundene videre, når de er ryddet.
Senest er Østersøskolens sportsplads kommet til salg. De 27.453 kvadratmeter grund ligger nær Østersøhallen, som er den eneste bygning, der er tilbage efter nedrivningen af skolen.
Steen Andersen fra Guldborgsund Kommunes ejendomscenter håber at kunne sælge den tidligere sportsplads til for eksempel landbrugsjord.
- Grunden kræver lidt forarbejdning, for der er noget asfalt og en del beplantning, men jorden fejler ikke noget, siger han.
Mølletårn og gamle huse
På listen over nye kommunale kvadratmeter til salg er også grunden, hvor der tidligere stod et gammelt mølletårn på den anden side af Gedser Landevej.
En tredje grund - Gedser Landevej 75 - er netop solgt.
- Den er købt af en nabo, der vil udvide sin have. Det er ofte netop naboer eller landmænd, der køber grundene, siger Steen Andersen.
Han har også fået jævnet et par huse med jorden på Gl. Landevej, hvor grundene på nummer 65 og 78 nu er sat til salg.
Kommunen ejer fortsat en stor del af grunden, hvor Østersøskolen lå, nemlig den del, der ligger på den samme side af stikvejen ned til Østersøhallen.
- Så længe Museum Lolland-Falster bruger hallen, ligger det ikke lige for at sælge den del af grunden. Når museet en dag er færdig med at bruge hallen, kommer den del måske også til salg, vurderer Steen Andersen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker