Sæsonen på Marielyst ender bedre end ventet

Majbritt Sørensen, der er bureauchef hos Sol & Strand, havde besøg af borgmester John Brædder, som var på rundtur hos sommerhusudlejerne. Foto: Anders Knudsen

Borgmester var på rundtur til udlejningsfirmaer.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST - Det tegnede til en forfærdelig sæson. Men det er gået meget bedre end forventet.

Det sagde Majbritt Sørensen, bureauchef hos Sol & Strand på Falster, lørdag eftermiddag til borgmester John Brædder (G).

Borgmesteren havde brugt eftermiddagen til at tage rundt til fire af de firmaer, der lejer sommerhuse ud på Marielyst. Det skete for at få en status over sæsonen 2020.

Rundturen sluttede hos Sol & Strand, hvor han fik kaffe og kage og en snak med Majbritt Sørensen.

Turister vil have fred og ro, men også gang i den på Torvet på Marielyst. Her er en før-corona-situation fra en koncert med Burgermeisters i 2019. Foto: Flemming Keith Karlsen

Ikke helt i mål

Coronaen, der ramte i marts, gik blandt andet ud over påsken. De udenlandske gæster, især tyskerne, måtte ikke rejse til Danmark.

- Men der har været mange, mange danskere, og folk fra udlandet kom også, da de fik lov til at rejse ud, fortalte hun til borgmesteren over kaffen.

Hun kan dog ikke sige, om man i år når helt i mål, som hun udtrykker det.

- Bookingen af sommerhuse til næste år ser også god ud. Dog kniber det lidt med at leje de store huse ud, sagde Majbritt Sørensen.

Borgmester: Muligheder

John Brædder var fortrøstningsfuld.

- Efter en krise kommer der altid nye muligheder, sagde borgmesteren.

Han pegede på, at sommerhuse er sikre, ligger tæt på naturen og giver meget frihed til familierne.

- Marielyst er et godt mål for folk, der dels vil hygge i fred og ro i sommerhusene, men indimellem have noget liv, for eksempel på Torvet, sagde han.

John Brædder mente dog, at der lokalt var plads til forbedringer.

- Service er sindssygt vigtigt, og det kan vi blive bedre til. Vi kan også blive bedre til at fortælle om de muligheder, der er, sagde borgmesteren.

Her pegede han især på, at bed and breakfast-steder kan markedsføres bedre. Det kan blandt andet ske gennem et fælles katalog.

Endelig mente han også, at man kan finde frivillige til turistarbejdet blandt de mange seniorer, som ikke arbejder mere.