SAKSKØBING ØJNER NYT STORT MILLIONLØFT
Torvet i Sakskøbing har gennem årene dannet baggrund for mange historiske byrundture fulde af snakke om tidligere tider. Nu bliver der med muligheden for et ekstra stort millionløft til udvikling i bymidten måske sat gang i helt nye historier om et revitaliseret torveliv i Sakskøbing. Arkivfoto: Kim Møller Pedersen
Kim Møller Pedersen
Med en ny landspolitisk aftale får mindre lokalsamfund og byer mulighed for at blive sat fri af regler og lovgivning for at udvikle frit og skabe mere liv i bymidten. Sakskøbing er en af i alt 14 udvalgte byer som eneste LF-repræsentant og kan nu få del i de 130 millioner kroner, der er afsat til projektet.
SAKSKØBING: Det er ingen overdrivelse at påstå, at der er byudvikling på flere planer og for rigtig mange millioner kroner i gang i Sakskøbing lige for tiden. Og endnu flere projekter er måske på vej.
En ting er de forskellige byggerier som eksempelvis Rørbæk Huse, Søndergades gule pakhus og nye rækker af boliger langs Tværvej over for byens gamle rådhus.
Alle de nævnte projekter har ad flere omgange løbende været omtalt i Folketidende. Det kan heller ikke overraske faste avislæsere, at en byfornyelse for mange millioner kroner er sat i gang i Sakskøbing.
Nu er der så landet en ny fjer i byudviklingshatten. Og én, der kan blive rigtig mange millioner kroner værd.
Løfte og genskabe bymidte
Således er der fra en bred kreds af Folketingets partier på baggrund af 32 kommuners tilkendegivelser om interesse udvalgt 14 byer, som får muligheden for at udforme en endelig ansøgning om at blive del af en ny forsøgsordning rettet mod at løfte og genskabe tidligere tiders liv i bymidter.
Sakskøbing er en af de 14 byer, som får mulighed for at blive sat mere fri for de gældende regler omkring bymidten og få del i et større millionbeløb til udvikling af byens torv.
Nyheden om Sakskøbing som lokal repræsentant i den landsdækkende forsøgsordning vækker også glæde hos borgmesteren i Guldborgsund Kommune, Simon Hansen (S).
- Det her lægger sig i tråd med den igangværende byfornyelse i Sakskøbing og betyder rigtig meget i forhold til frihedsrettigheder. Nu er der en mulighed for ikke at være så bundet af eksisterende regler for bymidter, og det giver en by som Sakskøbing en mulighed for at blomstre til noget andet, end den var før, fortæller Simon Hansen til Folketidende.
Borgmesteren vedkender gerne, at Guldborgsunds næststørste byområde har været "lidt klemt" siden kommunalreformen for 15 år siden i forhold til byudvikling.
Men Simon Hansen ser udvælgelsen af Sakskøbing som en af 14 deltagende byer i forsøgsordningen om at skabe nyt liv i bymidter som en rigtig god chance for at skabe en unik revitalisering af en købstad.
En vigtig prioritet
I en pressemeddelelse udsendt af Indenrigs- og Boligministeriet om forsøgsordningen for frie bymidter er der også rosende ord fra indenrigs- og boligministeren til de deltagende byer.
- Det er en vigtig prioritet for regeringen at få genskabt livet i bymidterne i hele landet, fordi det bidrager til sammenhængskraften i mange lokalsamfund. Derfor er jeg meget glad for byernes store interesse for projektet. Og det er netop som følge af de mange gode projektforslag, at vi har valgt at udvide antallet af kommuner, der nu får mulighed for at ansøge om at blive del af forsøgsordningen, forklarer Christian Rabjerg Madsen (S), indenrigs- og boligminister.
Bag aftalen står regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Fri af en række benspænd
- Fra Venstres side hilsner vi det meget velkomment, at vi nu sætter 14 byer fri af en række benspænd, som gør det muligt at udvikle spændende og innovative bymidter til gavn for byens borgere. Det er ingen hemmelighed, at vi i Venstre generelt har efterspurgt initiativ og handling til at sætte landets kommuner fri af statslig regulering med det formål at skabe den bedste service og lokalmiljøer for borgerne.
- Samtidig bakker vi op om alle tiltag, der bidrager til at løfte de egne af Danmark, hvor der er langt til nærmeste større by. Derfor er det også helt i Venstres ånd, at vi nu laver forsøg med at frisætte en række byer af bøvl og bureaukrati for i stedet at skabe liv og inspirerende nærmiljøer i bymidterne, lyder det via pressemeddelelsen i en fælles udtalelse fra Venstres kommunalordfører, Anni Matthiesen, og Venstres landdistriktsordfører, Peter Juel-Jensen.
Genopretning af slidte bymidter
Fra SF's Karina Lorentzen, landdistriktsordfører, er der følgende kommentar til udvælgelsen af Sakskøbing og de 13 andre byer:
- Aftalen vil give os nogle værdifulde erfaringer med, om vi kan genskabe noget liv i hjertet af de mindre byer med nye funktioner og genopretning af slidte bymidter. Det er vigtigt i kølvandet på kommunesammenlægningerne, som har været hård ved mange mindre provinsbyer. Vi ser frem til, at de 14 spændende projekter folder sig mere ud.
Mens der fra Niels Flemming Hansen, landdistrikts- og ø-ordfører hos Det Konservative Folkeparti, udtrykkes glæde over en historisk aftale, som sikrer udvalgte byer mulighed for at bevare og øge aktiviteterne i bymidten, er der også hos Mette Hjermind Dencker, landdistrikts- og ø-ordfører hos Dansk Folkeparti, masser af tilfredshed at spore:
- I Dansk Folkeparti har vi i årevis kæmpet for et stærkt provinsliv i Danmark, og vi er så glade for, at vi nu har landet en aftale, der kan være med til at sikre livet tilbage i de små bymidter, som forhåbentlig på sigt vil kunne tiltrække endnu flere tilflyttere.
Mere liv i bymidter og landdistrikter
- Med den politiske aftale "Mere liv i bymidter og landdistrikter" (af 29. november 2021) afsatte et bredt politisk flertal i Folketinget 130 millioner kroner til etablering af en forsøgsordning med frie bymidter, hvor 10 mindre og mellemstore byer skulle få mulighed for at blive sat fri af eksisterende regler og lovgivning for at finde nye veje til mere liv i bymidten.
- Det er en forudsætning, at der etableres lokale velfærdsfunktioner som en del af forsøgsordningen, og der er afsat 25 millioner kroner årligt i 2024-2027 til medfinansiering af fornyelse af bymidter samt 30 millioner kroner yderligere i 2024 til medfinansiering af placering af lokale velfærdsfunktioner i bymidten.
- På baggrund af 32 kommuners interessetilkendegivelser har aftalekredsen valgt at give følgende 14 byer mulighed for at udforme en endelig ansøgning om at blive del af forsøgsordningen: Otterup, Assens, Rødekro, Odder, Rønne, Nordborg, Vamdrup, Ikast, Hornslet, Grindsted, Støvring, Sakskøbing, Nykøbing Sjælland og Faaborg.