SAKSKØBINGS HALDRØMME LEVER FORTSAT
Allerede tilbage i 2018 sørgede styregruppen bag fremtidens nye sportscenter i Sakskøbing for at præsentere arkitekter og ingeniører for et "rumprogram" i forbindelse med inddeling og beskrivelse af de mange kvadratmetre i det nye sportscenter. Årsagen var en gammel og meget nedslidt Hal A, som ses her på billedet. Det nye halprojekt får nu et nyt boost med færdiggørelse af et såkaldt byggeprogram med styr på alle detaljer i et nyt halprojekt. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen, FT
De seneste fem år har Sakskøbing Sportscenter løbende kastet mange avisartikler af sig i forhold til planerne om at rive Hal A ned og skabe en fremtidens hal med mange funktionsmuligheder og moderne faciliteter. Der arbejdes stadig ihærdigt på at realisere planerne, og nu er der tilknyttet en lokal byggerådgiver til det storstilede projekt. Imens skaber den nedslidte Hal A fortsat udfordringer. Senest for 14 dage siden røg en håndboldspiller gennem halgulvet.
SAKSKØBING: Kommunale midler er bevilget, arkitekter for længst koblet på, ønskelister hos brugere og det lokale foreningsliv er afstemt og en "dødsdom" til den gamle Hal A i Sakskøbing Sportscenter blev givet helt tilbage i 2017.
Så hvad er udsigterne til fremtidens nye sportscenter i Sakskøbing anno september 2022?
Det svar giver leder af Sakskøbing Sportscenter Janne Hansen gerne. Der mangler ganske enkelt succes med ansøgningerne til diverse fonde for at finde de sidste millioner kroner til projektet, og i den forbindelse er nøgleordet "byggeprogram" dukket frem på dagsordenen i det byggeudvalg, som bestyrelsen bag Sakskøbing Sortscenter har nedsat til det store halprojekt.
Godt råd om byggeprogram
- Vi fik et godt råd fra Guldborgsund Kommune. Det gik ud på at få lavet et byggeprogram, og det betyder, at vi skal helt ned og nørde med hver eneste detalje i halprojektet for at få styr på alle nye kvadratmetre i alle rum og eksempelvis også vores overvejelser af både æstetisk og miljømæssig karakter i forbindelse med det nye sportscenter. Der er ikke som sådan noget, vi indtil nu har gjort forkert. Men vi er bare kommet lidt baglæns ind i processen, kan man sige. Et så stort projekt som vores skal i EU-udbud, og her skal hver eneste detalje, undersøgelse og beregning ligge klar, inden vi kan gå videre, forklarer centerleder Janne Hansen.
Med "baglæns ind i processen" henviser hun til, at der - inden alle detaljer i og overvejelser bag halprojektet var tænkt helt igennem - hurtigt blev koblet både arkitekter og fondsansøgninger på.
Det skete efter møder med det lokale foreningsliv og de daglige brugere af Sakskøbing Sportscenter for at få afdækket forventninger og ønsker omkring de nye halfaciliteter.
Hurtigt ud af startblokken
Der blev kort og godt - tilbage i 2017 - speedet op for hele processen med at finde frem til midler at bygge en ny moderne hal for på grund af Hal A's "dødsdom". Ingeniørberegningerne talte dengang et tydeligt sprog, som også blev omtalt i Folketidende.
Vandskaderne i kælderen under Hal A var med andre ord så massive, at en renovering ville blive alt for dyr og omfattende i forhold til at tænke i fordelene ved at kunne skabe et nyt fremtidens sportscenter.
Dertil opstod der oftere og oftere gennembrud på halgulv samt skader i trappetrinene op til Hal A's "bordtennisloft", glasdøre i indgangspartiet og flere andre komplikationer og udfordringer i en mere og mere nedslidt hal.
Lokal byggerådgiver
Efter flere års kamp for at finde frem til midler via fonde og puljer har bestyrelsen i Sakskøbing Sportscenter nu besluttet sig for at tilknytte en byggerådgiver. Valget er faldet på lokale DSC Byggerådgivning v/ Dennis Stentebjerg-Czuba.
Vores nye byggerådgiver vurderer, at det vil tage tre til seks måneder at få byggeprogrammet færdigt, inden vi derefter kan få sendt halprojektet i udbud.
Janne Hansen
- Vores nye byggerådgiver vurderer, at det vil tage tre til seks måneder at få byggeprogrammet færdigt, inden vi derefter kan få sendt halprojektet i udbud, fortæller Janne Hansen.
Sakskøbing Sportscenter har allerede gjort brug af DSC Byggerådgivning i en måned, så om fem måneder er alle detaljer forhåbentlig helt på plads omkring planerne for fremtidens sportscenter.
Det sker via en række møder i sportscentrets byggeudvalg, hvor der er samling på tropperne hver 14. dag. De to første møder er allerede afviklet.
- Vi skal ganske enkelt have fundet frem til, hvad er det, vi vil, og hvad skal det nye idræts- og kulturhus kunne? Vi skal eksempelvis også have helt styr på, hvor meget vi vil genbruge af den gamle hal, og i det hele taget er der rigtig mange bløde værdier i sådan et omfattende byggeprogram, fortæller Janne Hansen.
Halbestyrelsen skal nu mødes på torsdag i denne uge for at få visionerne omkring det ny sportscenter fuldstændig på plads.
Sakskøbing Sportsenter
- I 2017 gav en omfattende ingeniørrapport en "dødsdom" over Hal A i Sakskøbing Sportscenter. Vandskader i kælderen gav store udfordringer i både 2017 og 2018 med mange reparationer til følge. Eksempelvis røg en håndboldspiller gennem halgulvet - hvilket skete igen for blot 14 dage siden. Men i 2019 og frem til for nylig har der ikke været de helt store udfordringer med Hal A, understreger centerleder Janne Hansen. En vandpumpe i døgndrift har i de senere år ganske enkelt været med til at holde vandudfordringerne i halkælderen gode nede.
- De mest udfordrede steder på halgulvet vil i øvrigt løbende blive understøttet og efterfølgende få lagt nyt linoleum på.
- Der er fortsat fra politisk side bevilget 58 millioner kroner til et nyt fremtidens sportscenter i Sakskøbing - heraf er en del bevilget som et lån - og med tilløbende generelle prisstigninger siden de første beregninger, vurderer centerleder Janne Hansen her og nu, at et nyt halprojekt måske vil kunne løbe helt op i 100 millioner kroner i 2023-priser.