Sangen sluttede før den begyndte: Byrådet stemte nej til fællessang

Det Konservative Folkeparti repræsenteret af Johannes K. Kristensen og Emma Holm (til venstre i billedet) foreslog at indføre fællessang i byrådssalen. Foto: Maria Glasius Lange

Det Konservative Folkeparti stillede et forslag om at indføre morgensang ved alle byrådsmøder fremover.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke længe siden, at Paw Hallandson fra Sydhavslisten blev fremhævet for at bryde ud i "Er du dus med himlens fugle" under et byrådsmøde.

Men det med sang i salen er slet ikke så tosset en idé, mener Johannes Kristensen fra Det Konservative Folkeparti.

Han stillede torsdag ligefrem et forslag om at indlede alle byrådsmøder med en fællessang. Livetransmiteret, selvfølgelig.

Jo, det er i den grad symbolpolitik. Men det er ikke populisme.

Johannes K. Kristensen (K)

Og selvom de fleste byrødder erkendte en vis glæde for fællessang (i Guldborgsundlisten er det dog forbeholdt julefrokosterne), så var der ikke den store begejstring for forslaget, som også blev nedstemt. For nu, i hvert fald..

En af byrødderne, Martin Pedersen (S), kom Folketidende i forkøbet og spurgte den konservative gruppeformand, om det ikke bare er et udtryk for symbolpolitik og populisme?

- Jo, det er i den grad symbolpolitik. Men det er ikke populisme. Der er ingen bagtanker om, at folk skal tro, at vi gør noget, og så gør vi det ikke alligevel. Det er et udtryk for symbolpolitik ud fra den forståelse, at symboler rent faktisk betyder noget, forklarede han i byrådssalen.

Han mener, at fællessang er dannelse, at det er sundt og fællesskabsdrivende, og at det giver forståelse for andre.

Flere byråd starter med sang

Hvorfor bruge fællessang til at forbedre tonen i byrådssalen? Hvorfor ikke en anden debattone eller noget helt andet? 

- Det er ikke debattonen, der er problemet. Under pandemien i sin tid brugte man det. Og på skolerne vil man gerne have det, men ikke i byrådssalen. Det er ærgerligt. Jeg forstår det simpelthen ikke. Og jeg er en lille smule overrasket over det. I en tid, hvor verden er så usikker, vil det give rigtig god mening.

Hvor mange andre byråd gør det her?

- Jeg har ikke et eksakt tal, men jeg ved, at en del andre gør det.

Et af argumenterne imod forslaget er økonomien, og at det vil være en belastning af administrationens ressourcer...

- Argh, altså belastning vil jeg ikke kalde det. Så dyr er en højskolesangbog ikke.

Så det her handler om de andre byrødders forfængelighed?

- Ja, eller hvad det nu er, deres årsag er.

En anden stemning

Hvis man nu skulle lave et nyt budgetforslag, besparelser på ældrepleje eller en ny skolestruktur - hvordan ser du for dig, at fællessang inden den beslutning kunne gavne den politiske debat? 

- Jeg tror, at det kan give noget, når man starter med at synge. Der er en anden stemning i rummet. Jeg mener det faktisk i ramme alvor.

Hvorfor bringer du forslaget nu?

- Jeg laver det med baggrund i de 100 dage, Donald Trump har været ved magten. Tonen er blevet hård, og det er en usikker tid. Så det har ikke noget at gøre med, at det er et valgår.


Vi kan tilføje, at man i blandt andet Aarhus Kommune for nylig har indført fællessang inden hvert byrådsmøde. Valget af sang går på skift mellem partierne.